Dette er sidste interview i vores adventsserie, hvor vi har talt med en særlig person, som tidligere har gjort indtryk på os. Vi har talt med den ukrainske landstryger Alex Stanovic, som vi første gang mødte på Jelling Musikfestival.
Sidst vi skrev om Alex Stanovic var i maj, hvor jeg mødte ham foran indgangen til Jelling Musikfestival. Her samlede han flasker og hjalp folk med deres tunge bagage. I den forbindelse fortalte han mig sin historie. Om hvordan han var flygtet over hals og hoved fra i Ukraine, da krigen brød ud i 2014, og havde været nødt til at efterlade sin kone, søn og datter, som han ikke siden har set.
Alex’ historie og vindende væsen gjorde et stort indtryk på mig - og også på flere af jer læsere. Et par dage efter forærede Hiwad Sadat, som er socialpædagog ved Vejle Kommune, ham en endagsbillet til festivalen, så Alex kunne opleve en af sine yndlingsbands: Nickelback. Efterfølgende skrev Alex Stanovic til os:
”Det var for mig følelsen af at LEVE…i stedet for følelsen af at overleve.”
Er i Skanderborg i øjeblikket
Siden da har jeg ikke talt med Alex, men forleden fangede jeg ham over telefonen for at høre, hvad der er hændt ham siden sidst – og hvad julen betyder for ham.
Alex fortæller at han i øjeblikket er i Skanderborg, hvor han bor i et shelter.
”Det er et meget dejligt shelter, som har en lille indendørs bålplads. Hvis jeg lukker det helt til, og hvis vinden ikke blæser, er det næsten lunt. Det er i hvert fald ikke så koldt, som det er udendøre,” siger han og tilføjer:
”Problemet er at shelteret officielt er lukket, så nogle vil måske fortælle mig, at jeg skal forlade stedet. Men jeg håber, at jeg kan blive her julen over.”
Nye restriktive regler har givet problemer
Alex fortæller at han efter Jelling Musikfestival fortsatte med at cykle landet rundt på sin ladcykel, hvor han fik forefaldende daglejerarbejde på landbrug, og slog lejr ved flere festivaler, hvor han samlede pant sammen:
”Men de fleste festivaler har i år indført langt mere restriktive regler for pantsamlere. Direkte påvirker det ikke mig, da jeg som oftest er udenfor festivalpladsen, men andre som normalt er indenfor, typisk sigøjnere fra Rumænien og Bulgarien, kunne ikke komme ind, og var derfor også udenfor pladsen ligesom jeg. Jeg vil ikke sige de er aggressive, men nogle af dem er ret grove og uhøflige overfor folk. Der var selvfølgelig nogle, der opdagede, at jeg ikke var ligesom dem, og behandlede mig pænt. Men andre satte mig i bås med dem… Så der har både været gode og dårlige oplevelser.”
Tre enestående oplevelser
Når Alex Stanovic skal fortælle om sine bedste oplevelser siden sidst, er han ikke i tvivl. Der er tre oplevelser fra sommerens festivaler, som har gjort stort indtryk på ham.
Den første var koncertoplevelsen med Nickelback på Jelling Musikfestival.
En glad Alex med sin billet og de 100 kroner, som han fik med fra Hiwad Sadat.
Den anden var til Tinderbox i Odense, hvor han som altid havde parkeret sin ladcykel udenfor indgangen.
”Sent om aftenen kom der er en fyr hen til mig, som tydeligvis var meget ked af det. Han spurgte om jeg havde en øl, og det havde jeg, fordi folk altid giver deres øl til mig, fordi de ikke kan få dem med ind på pladsen. Han spørger hvor meget han skal betale, og jeg siger at den naturligvis er gratis, fordi jeg selv får dem gratis.”
Mens han drikker sin øl, fortæller den triste fyr til Alex, at han egentlig skulle have været på Tinderbox med sin kæreste, men de havde netop slået op, og han havde ikke lyst til at tage på festival alene.
”Og så gav han mig begge billetter og sagde, at jeg skulle bruge den ene og sælge den anden. Så det gjorde jeg,” fortæller han, og selv gennem en halvdårlig telefonforbindelse kan man stadig høre på hans stemmeføring, hvor stort et indtryk det har gjort på ham.
Den tredje oplevelse som Alex klart erindrer er fra en rock-festival i Vordingborg.
”Jeg var lidt nervøs for at tage derhen, for der var mange tatoverede mennesker, og jeg var nervøs for at de måske var voldelige, men jeg tog chancen.”
Det fortrød han ikke.
”Jeg har aldrig oplevet noget lignende før. Hver aften og nat samlede de pant sammen og afleverede dem ude foran mit telt. De gjorde faktisk mit arbejde for mig. Da festivalen var ovre, kom manden som var ansvarlig for sikkerheden på festivalen ovenikøbet hen til mig, og fortalte at de havde samlet tre store sække med pant, som jeg kunne hente inde på pladsen. Jeg tror der var til 25 ture til Netto,” siger Alex og tilføjer efter en kort pause:
” Når du ikke forventer noget, og så får noget, så føles det så meget større. Det er oplevelser som disse, som giver mig energi til de dårlige dage.”
Flugtbilist påkørte ham
Og der har også været dårlige dage for Alex. Det siger vel næsten sig selv, når man lever et liv på landevejen - selvom det kan være svært at forestille sig for os, som lever et helt andet liv.
En af de værste oplevelser for Alex, var da han en sen aften blev påkørt af en bilist, der svingede til højre og drejede direkte ind i Alex på sin cykel.
”Jeg væltede ud i grøften. Min cykel blev smadret, og jeg har skulle bruge en masse penge på at reparere den, og den er stadig ikke helt fikset. Men det værste var faktisk, at han ikke stoppede. Han kørte bare videre,” fortæller han.
”Der var en anden bil, som havde set det, som stoppede. De ringede til politiet, som hjalp mig med at transportere cyklen hen til en by. De tilkaldte også en ambulance, men heldigvis var jeg sluppet med en masse skrammer.”
Forestiller sig at sine børn er til stede juleaften
Alex' ladcykel er blevet repareret så meget, at den kan bruges igen. Og så er den blevet pyntet pænt op til jul. Ser man den bemærkelsesværdige cykel i vejkanten, vil Alex hjertens gerne have, at man svinger ind og siger hej til ham.
Julen nærmer sig, og selvom Alex kommer fra Ukraine, hvor de følger den ortodokse tradition og fejrer jul den 7. januar, er det alligevel noget, han er meget bevidst om.
”For at være helt ærlig, så er julen og nytåret en af de hårdeste tider. Når jeg ser hvor glade alle andre er, når de samles med deres familier, bliver jeg mindet om min egen situation. Derfor håber jeg også, at jeg kan blive her i shelteret, hvor jeg kan være helt alene. Hvis jeg ikke ser andres glæde, er jeg okay,” siger han.
Selvom han er alene, kan Alex ikke fortrænge at det er jul – og at han ikke kan fejre den med sin familie. I Danmark har han derfor skabt et særligt jule-ritual.
”Jeg laver faktisk nogle små pakker, og skriver mine børns navne på dem. Så forestiller jeg mig, at de er her, og åbner pakkerne. Det er som en film, der kører inde i min hjerne. Jeg ved godt det lyder helt skørt, men for mig er det ikke skørt,” siger han med grådkvalt stemme.
En anderledes jul under kommuniststyret
Alex fortæller at han har mange juleminder, men at de fleste er ganske anderledes end dem, vi kender til her i Danmark. Han har oplevet tiden i det kommunistiske Sovjet, hvor julen var bandlyst.
”Dengang var al religion forbudt, så julen foregik undercover. Det var slet ikke kommercielt som nu, men man gav små hjemmelavede pakker og familien samledes til jul,” fortæller han, før jeg kan høre en bippende lyd.
”Det er mit batteri, der er ved at løbe tørt. Så hvis jeg pludselig forsvinder, er det altså derfor,” forklarer han.
Danskerne har stadig stor medfølelse
Alex Stanovic på Jelling Musikfestival, mens det danske sommervejr viste sig fra sin bedste side.
Inden Alex’ telefon løber helt tør for strøm, når jeg at spørge ham om, hvordan det kan være, at han vælger at overvintre i kolde Danmark i stedet for at søge sydpå.
”Jeg taler med folk og følger med i medierne om, hvad der foregår i andre lande som Frankrig og Polen, hvor folk går på gaden og demonstrerer mod udlændingene i landet. Det er en snebold som bare ruller og ruller, men jeg føler mig stadig sikker i Danmark. Danskerne og det danske samfund har stadig stor medfølelse, men i mange andre europæiske lande er udlændinge ikke velkomne, og så er det ligegyldigt om du er fra Afghanistan, Ukraine eller Syrien,” siger han.
Derudover har Alex i de seneste fire år lært flere danskere at kende, som han ved, at han opsøge, hvis han har behov for hjælp.
”Jeg kender folk over hele landet, som jeg ved vil hjælpe mig. Men jeg ringer sjældent til dem. Jeg har lært om danskerne, at man ikke skal bede dem om noget, men hvis de selv tilbyder deres hjælp, så får du langt mere end du overhovedet kan forvente. Men jeg kender folk, som jeg ved vil dukke op i løbet af maksimalt et par timer, hvis jeg havner i en nødsituation. I et andet land må jeg starte helt fra bunden, og det tror jeg ikke at jeg har styrken til at gøre igen.”
Jeg vil ikke blive gammel og stadig leve på landevejen
Til allersidst når vi at vende Alex’ situation, som på mange måder virker afmægtig. Han kan ikke få sin familie herop, da situationen i Ukraine er blevet rolig igen. Men han kan heller ikke vende tilbage, da han stadig har en arrestordre hængende over hovedet, fordi han deserterede. Den nuværende præsident har ellers lovet at annullere arrestordrerne, fortæller Alex, men intet tyder på, at det sker.
”Ærlig talt så tror jeg at denne lange tid væk fra hinanden og den lange afstand har nedbrudt forholdet til min hustru, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal fikse det. Jeg er nødt til at komme ud af denne cirkel. Jeg vil ikke blive gammel, og stadigvæk rejse rundt på landevejen, men jeg kan ikke se løsningen,” siger han og tilføjer:
”Men jeg forsøger ikke at bekymre mig om andet end morgendagen. Før I tiden lagde jeg store planer, men når de ikke blev til virkelighed, var skuffelsen gigantisk. Så jeg har besluttet mig for i stedet tage tingene som de kommer.”
”Og så ved jeg, at hvis man er tålmodig nok, vil gode ting ske for dig. Og husker mig selv på, at en lille smule altid er bedre end slet ingenting.”
