Alex Stanovic var kommet til Jelling Musikfestival for at samle flasker ude foran pladsen. Han endte med at få sig en oplevelse for livet, da en socialpædagog fra Vejle købte ham en billet, så han kunne opleve koncerten med sit yndlingsband Nickelback.
”Der er ingen ord, der kan beskrive en oplevelse som denne,” siger Alex Stanovic.
Han har oplevet mere end de fleste. Han er flygtet fra en krig. Han har ikke set sin hustru og to børn i fire år. Og det sidste års tid har han set mere af Danmark end mange danskere gør i et helt liv, mens han har kørt vort land tyndt på sin ladcykel.
I går fik Alex Stanovic sig alligevel en oplevelse, som nær tog pusten fra ham. En generøs socialpædagog fra Vejle købte ham en søndagsbillet til Jelling Musikfestival, så han kunne opleve koncerten med sit yndlingsband.
Var kommet for at samle flasker
I fredags mødte undertegnede Alex Stanovic ude foran indgangen til festivalpladsen i Jelling. Han gjorde indtryk, og ikke kun på grund af hans overpyntede ladcykel - lige så meget på grund af hans historie.
Han var kommet til Jelling Musikfestival for at samle flasker, men hjalp også folk med tunge tasker og lift i ladet på sin cykel – betalingen var relativt underordnet, og det siger ikke så lidt, når det kommer fra en mand som kan have samtlige sine ejendele på ladet af sin cykel.
På daværende tidspunkt vidste han ikke, at Nickelback skulle spille afslutningskoncerten på Jelling. Da det kom ham for øre, ønskede han sig brændende at opleve koncerten med det canadiske grunge-band – men der skal pantes mange flasker, og transporteres mange tasker, hvis man skal have råd til en billet – især hvis der også skal sendes penge hjem til familien.
Fik sig en billet efter en time
Vejle24 valgte derfor at smide en forespørgsel ud på Facebook. 20 minutter efter efter skrev Hiwad Sadat til os: ”Jeg vil gerne betale for hans billet.”
Hiwad Sadat købte en billet fra en kvinde, som var på vej til festivalen, og cirka en time efter at forespørgslen var lagt ud, fik Alex Stanovic overrakt en billet – og 100 kroner til at snolde for.
Klokken 21.15 gik Nickelback så på scenen, og Alex Stanovic stod i forreste række og rockede. Ud på natten da koncerten var ovre, skrev han til os: ”Jeg vil gerne sende en kæmpe TAK til personen, som havde så stort et hjerte, at han hjalp mig.”
Livet er uforudsigeligt
Manden med det store hjerte var som sagt Hiwad Sadat. Han arbejder som socialpædagog ved Vejle Kommune, og var ikke i tvivl om, at han gerne ville købe billetten til Alex Stanovic.
”Ganske enkelt af den grund, at man skal gøre en forskel der, hvor man kan. Tit har vi mennesker for travlt til at tænke på andre,” forklarer han og uddyber: ”Livet er uforudsigeligt, alle ønsker sig et godt liv, jeg kender ikke grunden til hans hjemløse situation, men alle fortjener lidt lys, engang imellem.”
At oplevelsen skabte lys til Alex Stanovic er der ingen tvivl om. Som han selv skrev til os:
“Det var for mig følelsen af at LEVE…I stedet for følelsen af at overleve.”