Vejles egen Restaurant MeMu laver Danmarks bedste hotdog. Det var dommerne rørende enige om, da Hotdog DM 2018 i går blev afholdt i Aarhus.
Normalt forbinder man ikke hotdogs med finere gastronomi, men ikke desto mindre var det Michelin-restauranten Memu, som i går sikrede sig danmarksmesterskabet i hotdog. Det skete under det årlige Hotdog DM, som er en del af Food Festival i Aarhus.
Det var da heller ikke en klassisk hotter med ketter og åkander på toppen, som sikrede MeMu sejren i den prestigefyldte konkurrence.
Saltsyltede citroner, gammelt knas, blåskimmel, chipoltle, en creme på bagte skovæbler, løvstikkemayonaise, confiteret citron, syltet grønkarsekapers, eddikekogte sennepskorn var nogle af de ingredienser i den hotdog, som blev kåret til at være Danmarks bedste.
Stærke konkurrenter
Det var dog ikke uden kamp, at MeMu nu kan kalde sig hotdog-konge det næste års tid. Modstanderne var blandt andet andre topklasse-restauranter som Gemyse, Formel B, Restaurant Barr og to andre Vejle-restauranter i form af TreeTop og Haraldskær.
Den vejlensiske succes stoppede faktisk ikke ved MeMu’s sejr. Haraldskærs hotdog sikrede sig nemlig folkets hyldest, da det var den hotdog, der solgte mest under arrangementet. Over 250 hotdogs blev således langet ud til folk fra Haraldskær Sinatur Hotels pølsevogn på Food Festival.
Skabt for at hylde pølsevognen
Initiativet om Hotdog DM er startet af Børsens madanmelder Ole Troelsø, som skabte Hotdog DM, fordi han var frustreret over den danske pølsevogns deroute.
Tanken med Hotdog DM er, at kokke og traditionelle pølsemænd kan tørne sammen i en velsmagende kamp på pølser og brød, så der skabes fokus omkring de stolte traditioner, det gode håndværk og de gode råvarer bag den danske hotdog.
Hotdog DM har været afholdt siden 2008, og MeMu er ikke den første Michelin-restaurant, der ender øverst på podiet. Især Paul Cunningham, chefkokken fra den to-stjernede Michelin-restaurant Henne Kirkeby Kro, har været en magtfaktor ved danmarksmesterskaberne og sikret sig sejren fire gange. I år stillede han dog ikke op.