I juni 2016 fik en 31-årig mand halsen skåret over på Vestergade. Den hovedmistænkte drabsmand er den 29-årige Amin Qatra, som siden forbrydelsen har været forsvundet. Ikke desto mindre er han stadig direktør i sit eget firma med adresse i Vejle.
TV2 har i den sidste tid dokumenteret, hvordan svindlere udnytter, at Erhvervsstyrelsen ikke tvangsopløser selskaber med forsvundne direktører. Styrelsen er ellers forpligtet til at tvangsopløse kapitalselskaber, hvis selskaberne ikke sørger for, at direktørerne har en adresse, men det sker langt fra altid.
Det illustrerer Amin Qatra ganske godt. Det er i hvert fald svært at være mere forsvundet end han er. Europol leder med lys og lygte efter ham, og han har i længere tid været på listen over de 60 mest eftersøgte personer i Europa.
Alligevel er han stadig på papiret direktør for virksomheden Headshop med adresse på Vestergade 33 i Vejle, som ifølge CVR-registret stadig sælger rygeudstyr.
Har formentlig forladt landet
Kort tid efter at det 31-årige bandemedlem Muhammed Sendi forblødte ihjel, efter at have fået halsen skåret over på Vestergade den 1. juni 2016, forsvandt Amin Qatra sporløst. Politiet formoder, at han kort tid efter drabet forlod Danmark. Det er en teori, som de stadig holder fast i her mere end to år efter drabet.
”Vi har ikke fået nogen tip her for nylig. Han har formentlig forladt Europa,” siger vicepolitiinspektør Carsten Thostrup fra Sydøstjyllands Politi til TV2.dk.
Forsvundne direktører koster statskassen millioner
TV 2 har påvist, at forsvundne direktører ofte bliver brugt i forbindelse med kædesvig - en form for skattesnyd, som sidste år kostede statskassen i omegnen af 800 millioner kroner. Amin Qatras firma Headshop har næppe været brugt til skattesvindel, men det illustrerer meget godt, hvor lidt fokus Erhvervsstyrelsen har haft på at tvangsopløse firmaer med forsvundne direktører, hvilket ellers kunne have sparet statskassen for de mange millioner.
På baggrund af TV2’s research, har Erhvervsstyrelsen iværksat en indsats på området, som skal forbedre deres IT-systemer, så de hurtigere bliver opmærksomme på selskaber, hvor ledelsen er væk.
Det er næppe nødvendigt at nævne, at politiet naturligvis gerne hører fra folk, der skulle have kendskab til hvor Amin Qatra befinder sig.