Dramatiske begivenheder udspillede sig i forbindelse med pastor Bællespæks prædiken. På lørdag får den ukrainske landstryger Ivan Stroganoff Olsen overrakt Vejle Kommunes æresmedalje for en heltmodig redning af borgmesterfruens kongepuddel.
Det er ikke kun Frankrig, der har fået en ny nationalhelt, da en malinesiske flygtning forleden reddede en dreng på fire, der havde valgt at hænge sig i armene ud over en balkon på fjerde etage.
En om muligt endnu mere dramatisk og spektakulær redning udspillede sig for øjnene af otte trofaste kirkegængere i Vor Frelser Kirke, da den i lokalpressen berømmede ukrainske landstryger, Ivan Stroganoff Olsen, uden tanke for egen sikkerhed som en anden Quasimodo besteg kirkespirret på ydersiden og befriede borgmesterfruens demente kongepuddel, der havde valgt at søge tilflugt i kirketårnet under pastor Bællespæks prædiken over en tekst af evangelisten Lukas, der slår fast, at ”salt er en god ting”.
12 af sognebørnene var allerede faldet i en dødlignende søvn, da de blev vækket af en højlydt og skrækindjagende bjæffen. De benyttede chancen til at forlade den halvtomme kirke og løbe ud på kirkegården, hvorfra de kunne se den nødstedte puddel hænge i det yderste af potterne fra klokketårnsvinduet.
Der kunne de også bevidne Ivan, der som en gibbonabe kravlede op af tårnets mur i et tempo, der fik kirketjener Burgos til at takke både Gud, pastor Bællespæk og to kvindelige tyske reklameassistenter for det mirakel, den lille flok var vidne til.
Da han nåede til tops, tog Ivan resolut den krølhårede tæve i sine arme og kastede sig ned mod den nyligt oppustede hoppekatedral. Både pudlen og Ivan meldes i god behold; mens det forlyder, at hoppeborgen er sendt til reparation i Viborg Flag- og Persiennelager.
Ivan Stroganoff Olsen vil på lørdag få overrakt Vejle Kommunes æresmedalje af Uffe Elbæks mor ved en ceremoni på Rådhuset klokken 12. Han vil i den forbindelse få tildelt asyl i kommunen, hvor han er blevet tilbudt et job som særlig rådgiver for kommunaldirektør Niels Nybye Seier Ågesen.