Vejle Boldklub styrker defensiven

Malte Amundsen skal som konkurrere med Viljormur Davidsen om spilletiden på venstre back i foråret. Foto: Vejle-boldklub.dk

Tidligere i formiddags annoncerede Vejle Boldklub, at de har købt venstrebacken Malte Amundsen fri fra sin kontrakt med norske Rosenborg. Nu melder et slovensk medie yderligere en forsvarsspiller på vej til Nørreskoven.

I efterårets 20 kampe er det kun blevet til to clean sheets for De Rubinrøde. Det skal der gerne ændres på i foråret, og et par nye spillere skal være med til at styrke forsvaret.

For godt og vel en time siden annoncerede Vejle Boldklub, at de har købt den 20-årige venstreback Malte Amundsen i den norske storklub Rosenborg og udstyret ham med en kontrakt på 3,5 år.

Malte Amundsen brød allerede som 17-årig igennem på HB Køges førstehold i Nordicbet Ligaen, og tiltrak sig derfor naturligvis interesse fra andre klubber. I Nørreskoven har de også holdt øje med hans talenter i længere tid.

”Malte Amundsen er en spiller, vi har fulgt over en lang periode. Vi har tidligere forsøgt at hente ham til Vejle, men konkurrencen fra andre klubber har været hård. Nu er det lykkedes og det er vi selvsagt stolte over,” siger teknisk chef Jacob Krüger til klubbens hjemmeside.

Malte Amundsen er den anden tilføjelse til VB-truppen i dette transfervindue. Tidligere er den 23-årige midtbanespiller Mathias Hebo Rasmussen blevet købt i Lyngby.

Begge to er spændende tilføjelser til truppen, og passer som fod i hose til VB’s erklærede strategi om at hente unge sultne spillere med videresalgspotentiale.

Slovener på vej til midterforsvaret?

Det samme kan man ikke umiddelbart sige om den 35-årige slovener Branko Ilic. Ikke desto mindre skulle han også være på vej til VB. Det beretter det slovenske medie Ekipa24.

Den 35-årige midterforsvarer har 64 slovenske landskampe på CV’et og har tidligere optrådt for store klubber som Betis Sevilla og Lokomotiv Moskva. Senest har han spillet for NK Olimpija Ljubljana i hjemlandet, hvor han har båret anførerbindet.

”Han kunne stikke en kniv i ryggen på Olympia, og gå til en af klubbens største rivaler, men Brank Ilic har taget en gentlemans beslutning. Han vil forsætte sin karriere, men ikke i Slovenien. Den erfarne forsvarer skifter overraskende til den nordlige del af Europa,” skriver Ekipa24 blandt andet, og beretter at Branko Ilic allerede skulle være stødt til VB’s træningslejr i Tyrkiet.

En (ældre) video, hvor man blandt andet kan se Branko Ilic i aktion mod Barcelona i den spanske række:

branko ilic video

Endnu har Vejle Boldklub dog ikke meldt noget officielt ud om Branko Ilic.