Spillerne har stemt: Én VB-spiller er blandt Superligaens 25 bedste

TV3 Max har bedt alle spillere om at rangere Superligaens bedste spillere, og annoncerede forleden resultaterne. En enkelt VB-spiller har fundet vej til spillernes egen top 25-liste.

Der er mange eksperter af mere eller mindre tvivlsom karakter, som har en holdning til fodbold, og hvilke spillere, som er de største profiler. De største eksperter må dog være spillerne selv, som hver uge dyster mod hinanden på grønsværen, og derfor kender hinandens styrker og svagheder bedre end de fleste.

TV-stationen TV3 Max har bedt samtlige Superliga-spillere om at rangere deres ti bedste kolleger i efteråret. Den bedste får 10 point, den næstbedste 9 point og så fremdeles. Forleden blev spillernes valg fremlagt, og de 25 bedste spillere i Superligaen hyldet.

Spillerne fra topklubberne dominerer naturligvis listen. Hele otte spillere fra FCK er på listen, mens FC Midtjylland har fem spillere og Brøndby IF fire. Til gengæld har Esbjerg, Randers, Horsens, SønderjyskE, Vendsyssel og Hobro ingen spillere på listen.Det har Vejle Boldklub til gengæld.

Selvom VB har kæmpet med at få spillet til at fungere i efteråret, og overvintrer på næstsidstepladsen á point med Hobro på sidstepladsen, har én enkelt VB-spiller imponerende sine konkurrenter så meget, at han har sikret sig en plads på top 25-listen.

Et træls teknisk vidunder

”En lækker spiller!” Så kortfattet beskriver Jores Okore VB-spilleren til TV3 Max.

”Han er et teknisk vidunder, rigtig dygtig på bolden og god i dueller også,” lyder skudsmålet fra den tidligere kollega i den røde trøje, Oliver Drost, som nu spiller lidt nordpå.

Måske du allerede har gættet det. Det er VB’s brasilianske kreatør, Allan Sousa, som er blevet stemt ind som den 23. bedste spiller i Superligaen. Hans 6 mål, 2 assists og flere tekniske lækkerier, har overbevist de andre Superliga-spillere om, at han er the real deal.

”Jeg synes han har nogle fejl; han smider sig meget, og det synes jeg er træls. Men derudover synes jeg også han er god, og mener han burde højere op på listen,” lyder det fra Brøndby IF’s midtbanespiller Kasper Fisker, mens Aab’s hjemvendte søn, Lucas Andersen, kalder ham for ”pisse irriterende, god og eksplosiv.”

I videoen her kan du se prøver på Sousas evner:

Alan Sousa  - Vejle Boldklub 2018

Sousas holdkammerat Rasmus Lauritsen er også imponeret af Sousa:

”Han har virkelig nogle vilde spidskompetencer, han kan blive rigtig god. Han er en god afslutter, god til at drible, har hurtige fødder, og kan lidt af det hele,” siger han.

Spørgsmålet er om Allan Sousa også spiller i Vejle Boldklub i foråret. Det er ingen hemmelighed, at han også har tiltrukket sig interesse for udenlandske klubber, og teknisk chef, Jacob Krüger, har udtalt at klubben er villig til at slippe ham, hvis de modtager det rette millionbud.

Hvis ikke Sousa bliver solgt, må han sidde over i forårspremieren mod SønderjyskE. Han afsoner nemlig karantæne for det røde kort, som han fik i slutminutterne i hjemmekampen mod Brøndby IF.

De 25 bedste spillere i Superligaen ifølge spillerne selv:

1. Robert Skov (FCK)

2. Viktor Fischer (FCK)

3. Kamil Wilczek (BIF)

4. Jakob Poulsen (FCM)

5. Hany Mukhtar (BIF)

6. Dame N’Doye (FCK)

7. Paul Onuachu (FCM)

8. Marc Dal Hende (FCM)

9. Rasmus Falk (FCK)

10. Gustav Wikheim (FCM)

11. Andreas Skov Olsen (FCN)

12. Simon Tibbling (BIF)

13. Carlos Zeca (FCK)

14. Bashkim Kadrii (OB)

15. Andreas Bjelland (FCK)

16. Sten Grytebust (OB)

17. Tobias Sana (AGF)

18. Kasper Kusk (Aab)

19. Peter Ankersen (FCK)

20. Johan Larsson (BIF)

21. Erik Sviatchenko (FCM)

22. Karlo Bartolec (FCN)

23. Allan Sousa (VB)

24. Jeppe Tverskov (OB)

25. Nicolai Boilesen (FCK)