Da Jyllands Rubin i går spillede 1-1 mod Randers sad der flere udenlandske talentspejdere og fulgte med i Allan Sousas aktioner. Ifølge Ekstra Bladet er der hængt et stor prisskilt om halsen på ham, men det har tilsyneladende ikke skræmt storklubber fra de største ligaer i Europa væk.
"Det er flatterende, når du siger, at så mange klubber var mødt op for at holde øje med mig. Men jeg spillede ikke for talentspejderne. Jeg spillede for Vejle. Jeg lavede mål i de første fire kampe, men scorede så ikke igen før i dag. Så jeg må hellere koncentrere mig om Vejle," sagde Allan Sousa til Ekstra Bladet efter kampen og som kommentar på, at talentspejdere fra Hamburger SV og Zulte Waregem var på plads i Nørreskoven. Ifølge Ekstra Bladet var der tilmed unavngivne klubber fra Bundesligaen og den amerikanske MLS.
Allan Sousa fik 58 minutter på banen, og det var nok til at bringe Vejle på 1-0. Desværre for byens stolthed blev der udlignet til kampens resultat allerede 15 minutter senere. Sousa var tydeligvis ikke tilfreds med udskiftningen, og satte sig demonstrativt på bænken, da han blev pillet ud til fordel for Imed Louati. Han havde dog allerede bevist sin målfarlighed overfor de fremmødte talentspejdere.
Ny transferrekord hvis Sousa sælges
Ifølge Ekstra Bladets kilder forventer Vejle Boldklub en transfer i omegnen af 25 millioner, hvis Allan Sousa skal købes fri af sin kontrakt med Vejle Boldklub, der løber frem til 2021. Den tidligere transferrekord blev sat i januar i år, da Dominic Vinicius blev solgt til kinesisk fodbold for omkring 12 millioner kroner.
Efter kampen var Jacob Krüger fåmælt omkring interessen, men Adolfo Sormani sagde til Ekstra Bladet: "Der vil altid være interesse for en spiller med Sousas kvaliteter. Han har udviklet sig godt, og der vil altid være en risiko for at miste en så dygtig spiller, når transfervinduet åbner. Jeg mener dog, han kan lære meget i Vejle endnu."
Allan Sousa har scoret fem mål i 11 Superliga-kampe for Vejle denne sæson.