Vejle Boldklub sender næstflest spillere af sted til landskampe

Mens der kun er tikket to point ind på kontoen til Vejle Boldklub i de seneste fem kampe, så kan holdet glæde sig over, at de topper på en anden liste.

I løbet af de seneste par dage har der været et kæmpe ramaskrig i pressen mellem DBU og det danske herrelandshold, der ikke kunne blive enige omkring vilkårerne i en ny aftale. Det betyder, at Danmark i morgen bliver repræsenteret af futsalspillere, samt spillere fra 2. Division, når de skal møde Slovakiet.

Hos Vejle Boldklub er man også påvirket af landskampspausen, men det er med en mere positiv vinkel. Fodboldhjemmesiden Mesterbold.dk skriver nemlig, at Vejle Boldklub er den klub i Superligaen, der sender næstflest spillere af sted til landsholdssamling i denne pause. De deler pladsen med FC Midtjylland, mens de kun er overgået af FC København.

I oversigten har Mesterbold valgt at fastholde de spillere, der oprindeligt var udtaget til A-landsholdet, og det gør blot Vejles andenplads endnu mere opsigtsvækkende.

Seks spillere udtaget til landshold fra Vejle Boldklub

Mens FC København topper listen med hele ni spillere, der skal på landsholdstjeneste, så sniger Vejle Boldklub sig ind på en delt andenplads med FC Midtjylland. Seks spillere sender hver klub af sted til de respektive landshold, mens flertallet hos Vejle Boldklub naturligvis er rettet mod U21-landsholdene.

Hos Vejle Boldklub er det følgende seks spillere, der er udtaget:

Gustaf Nilsson - Sverige U21

Viljormur Davidsen - Færøerne

Kerim Memija - Bosnien U21

Ylber Ramadani - Albanien U21

Arbnor Mucolli - Albanien U21

Felix Örn Fridriksson - Island U21

Foruden disse spillere, er også Thomas Gundelund fra førsteholdstruppen udtaget til landsholdssamling med U19-landsholdet. Oversigten dækker dog kun udtagne spillere til A- og U21-landshold.

Hos de andre oprykkerklubber kan Vendsyssel FF sende en enkelt spiller af sted, mens Esbjerg har tre mænd af sted.