Efter VBs kamp mod FC Midtjylland den 4. august løb en person ind på banen. Det takserede DBU til en bøde på 40.000 kroner, men bøden er nu blevet halveret.
Længe så det strålende ud, da Vejle Boldklub i 4. spillerunde tørnede sammen med det nuværende førerhold i Superligaen, FC Midtjylland.
I første halvleg bragte Allan Sousa de rødklædte foran, og længe var det umuligt at se, hvilket hold der var nyoprykker og, hvilket hold, der var forsvarende danske mestre. 11 minutter før tid pandede den unge forsvarsspiller Rasmus Nicolaisen dog FC Midtjylland tilbage igen, og kort tid efter gentog han svendestykket, før Mads Døhr Thychosen lukkede og slukkede til 1-3. En virkelig kold dukkert på en ellers varm sommeraften.
Måske var det af frustration over kampens uheldige forløb, at en en person kort tid efter slutfløjtet løb ind på banen. Ifølge sikkerhedsobservatørens rapport blev personen nogle meter inde på banen fanget af FCM's sikkerhedschef, og holdt tilbage med hjælp fra to Vejle-kontrollører.
Alligevel takserede DBU hændelsen til en bøde på 40.000 kroner. Størrelsen på bøden var VB dog ikke tilfredse med, og derfor valgte klubben at anke beløbets størrelse til Fodboldens Appelinstans. Det har givet pote.
Halv takst
VB slipper nemlig med halv takst for episoden. Den nye bøde lyder nemlig på 20.000 kroner.
I kendelsen fra Fodboldens Appelinstans står der:
"Appelinstansen bemærker herefter, at en baneløber i almindelighed må anses for en alvorlig forseelse, men finder under de foreliggende omstændigheder, og uanset at Vejle Boldklub indenfor de seneste 12 måneder er sanktioneret 11 gange for overtrædelser af "Cirkulære om sikkerhed og orden på stadion", at straffen skal udmåles på et lavere niveau. Sanktionen kan herefter passende fastsættes til en bøde på 20.000 kr."
Pokalkamp i aften
Klokken 18 i aften tørner VB-spillerne i 3. runde af pokalturneringen sammen med Nykøbing FC. Opgøret bliver spillet på udebane på Falster, og VB må påtage sig favoritværdigheden selvom de må undvære både en småskadet Allan Sousa, og en række spillere som er udtaget til landsholdsopgaver: Viljormur Davidsen, Ylber Ramadani, Arbnor Mucolli, Kerim Memija og Thomas Gundelund.
Det kan til gengæld betyde chancen til nogle af de nye spillere, som er tiltrådt i Nørreskoven for nyligt. Spillere som Nathan Oduwa, Vladlen Yurchenko og Ibrahim Fard.
For første gang i sæsonen, bliver en VB-kamp ikke vist på fjernsynet. Så enten skal man skynde sig til Falster (men naturligvis afholde sig fra at løbe ind på banen) eller også skal man følge med på Vejle Boldklubs Twitter-profil, hvor der bliver opdateret fra kampen.
Her fra redaktionen hepper vi gevaldigt på en VB-sejr, så vi kan få os et vaskeægte lokalopgør i næste runde.