VBs pokalhelt: Der gik en rus igennem kroppen

Foto: Vejle-boldklub.dk

Lucas From blev den helt store helt i gårsdagens pokalopgør, da han sikrede Vejle Boldklub videre avancement med en sen scoring mod BK Frem.

Det var lige ved at blive en fiasko af de helt store, da Vejle Boldklub i går spillede sig videre i Sydbank Pokalen mod 2. Divisionsklubben BK Frem. Hjemmeholdet bragte sig foran med 2-1 i det 79. minut inden Adam Jacobsen, til stor lettelse for de medrejsende VB-fans, kunne udligne tre minutter før tid med sin anden scoring. 

Kampens helt store højdepunkt kom dog fire minutter før tid, da den unge angriber Lucas From headede bolden i mål efter et indlæg fra Vladis Emmerson.

Vi har talt med den unge angriber, der sendte Vejle Boldklub videre med sin første scoring for førsteholdet.

”Det er da fantastisk. Der går altid sådan en rus igennem kroppen, når bolden krydser stregen. Det var dejligt at komme ind og få chancen, og personligt var det dejligt at få scoret mål,” lyder det fra den unge angriber, der kunne glæde sig over målets afgørende betydning.

”Det er selvfølgelig meget federe, fordi det har en afgørende effekt,” lyder det fra angriberen.

Cheftræner Adolfo Sormani var meget utilfreds med holdets defensiv i gårsdagens opgør, offensivt var han dog ganske tlfreds. Træneren har dog ikke sagt særlig meget til gårsdagens matchvinder, men et par rosende ord er det blevet til.

”Han har ikke sagt så meget, men han roste mig for selve målet og den aktion jeg havde der,” fortæller Lucas From.

Er du skuffet, hvis du ikke har en rolle i den næste pokalkamp?

”Det kommer jo an på, hvordan det går indtil den kamp. Jeg er nødt til at arbejde stenhårdt på træningsbanen, hvis jeg vil gøre mig fortjent til at spille den kamp,” siger Lucas From.

Målet er at spille mig tættere på en startplads

Skruer vi tiden tilbage til maj 2017, så finder vi debutkampen for Lucas From, da Vejle Boldklub mødte FC Fredericia i NordicBet Ligaen. Siden da er det blevet til spilletid på U19-holdet, samt reserveholdet, hvor han har scoret i de sidste to kampe.

Kampe for førsteholdet er dog ikke noget, den unge angriber prøver så tit, men ambitionerne er meget klare. En startplads på førsteholdet i VB er det som Lucas From målrettet sigter efter.

”Jeg har ikke en ambition om, at jeg skal nå et vis antal kampe for førsteholdet her og nu, men målet er helt sikkert, at jeg skal spille mig til en startplads over længere tid,” slutter den 19-årige angriber.

Lucas From blev permanent rykket op på Vejles førstehold i løbet af foråret, og han er den tredje i rækken af årgang 1999-spillere, der bliver rykket op. Han følger dermed i fodsporene på Jonas Andersen og Arbnor Mucolli.