Lokalrivalerne Vejle Boldklub og AC Horsens mødes torsdag til påske-opgør. Denne gang er det Horsens, der scorer hjemmebanefordelen. Søndag står aarhusianerne i AGF for tur.
Der er endnu ikke udsolgt til kampen skærtorsdag. Det fortæller direktøren for AC Horsens, der står for billetsalget.
“På nuværende tidspunkt er der stadigvæk pladser nok på stadion. Vi har solgt et par tusinde, men vi forventer også, at mange først køber deres billet på selve dagen. Der er jo ikke så langt fra Vejle til Horsens,” siger Kristian Nielsen, direktør for AC Horsens.
Der er ellers lagt op til en nervepirrende fodboldkamp skærtorsdag, når Vejle Boldklub møder AC Horsens. De to sidste gange, at Vejle Boldklub har været i kamp har holdet hevet sejre med hjem. Først 4-1 mod SønderjyskE og sidenhen 3-0 mod netop AC Horsens. Hvis Vejle vinder torsdag, får holdet tre point i det samlede regnskab.
Et nederlag vil betyde at Vejle skal spille play off-kampe for at undgå nedrykning. Hvis Boldklubben derimod får en sejr med hjem fra Horsens fra torsdagens lokalopgør, og AGF vinder deres påske-kamp mod SønderjyskE, så bringer det Vejle op på en tredjeplads. Samtidig vil det gøre, at Vejle Boldklub kun er to point fra overlevelse og en mulig plads i Europa League.
Holdet fra Nørreskoven må kigge langt efter påskeferien i år, da de allerede søndag får besøg af endnu et hold lokalrivaler - nemlig AGF. Så der er lagt op til en påske med dobbelt op på lokalopgør for Vejle.
Praktisk info om lokalopgøret
Det er CASA Arena i Horsens, der danner rammen om opgøret mellem Vejle Boldklub og AC Horsens.
Portene til stadion åbner klokken 13.00, og kampen fløjtes i gang en time senere klokken
14.00. Vejrudsigten siger op til 14 graders varme og tørvejr, så der er ikke nogen grund til ikke at sparke påskefrokosten til højre og tage en tur på stadion.
Direktør Kristian Nielsen fra AC Horsens fortæller Vejle24.dk, at fans - der indløser billet til kampen - kan deltage i en fanzon, hvor fans af begge hold er velkomne. Den starter kl. 10, og der vil være madboder, musik og lignende.
Dog skal fans af Nørreskoven være opmærksomme på de trafikale forhold omkring stadion. Det skriver Vejle Boldklub på deres hjemmeside.
På grund af byggearbejde er der spærret ved den normale sti for gående gæster til CASA arena. Derfor opfordres fans fra Vejle til at vælge ruten via Krudthusvej til Stien, som fører til udebaneafsnittet. Busser og privatbiler skal køre til Forum Horsens Backstage, der findes på vejen Strandlyst. Her skal man finde McDonalds og dernæst dreje til venstre i krydset og følge skiltningen.
Det er også værd at notere sig, at der ingen gennemgang er til udebaneafsnittet via p-pladsen syd og øst for CASA Arena.
Nysgerrige kan se et kort over ruten her: