Fem point og en ottendeplads er resultatet efter Vejles første fire Superligakampe, siden klubben igen har sat fødderne i det fine selskab efter ni års fravær. Det er dog ikke pointhøsten i opstarten, der har været den bedste historie i Vejle. Det er derimod den euforiske stemning.
Under lørdagens kamp i Nørreskoven mod de danske mestre fra FC Midtjylland, udtalte ekspertkommentator hos Eurosport, Morten Bruun, at Vejle Boldklub pt. er Superligaens bedste historie.
Vejle24.dk ville naturligvis gerne have en uddybning af, hvad den tidligere landsholdsspiller og nuværende kommentator mente med dette.
Du siger, at VB i øjeblikket er Superligaens bedste historie, hvad mener du med det?
“Det siger jeg på grund af den eufori, oprykningen har medført i Vejle. Når kampen er glemt, så er det stemningen og atmosfæren, jeg vil huske. Selve kampen mod FC Midtjylland var jo ikke en ud-af kroppen-oplevelse, og det var det i øvrigt heller ikke mod AGF. Det var ganske almindeligt Superliga-niveau, men stemningen var bestemt ikke et almindeligt Superliga-niveau. Flere kampe i ligaen burde være omgivet af sådan en stemning.
“Den interessante pointe er jo, at folk i Vejle er så euforiske og uendeligt lykkelige over den her oprykning. Kigger vi mod andre hold i samme størrelse, der tidligere er rykket op, Viborg, Silkeborg, Esbjerg, Horsens og du kan bare tage AGF med, så har der været en glæde, men det har været en stille glæde, der nærmere var fyldt med irritation over, at de var rykket ned i første omgang”
“Sådan var det også med VB før i tiden, men min analyse er bare, at folk har oplevet mange års ørkenvandring og tvivl. Hvad skal der nu ske? Rykker vi ned? Lukker klubben i morgen? Derfor oplever jeg bare, at folk i Vejle nu synes, det er så uendeligt vidunderligt at være tilbage i Superligaen, og det er indiskutabelt en rigtig god historie”.
Traditionsklubben der glemte alt om sine traditioner
Vejle Boldklub har alle dage haft en speciel plads i dansk fodbolds historie, og med spillere som Allan Simonsen, Ulrik Le Fevre, Thomas Gravesen, der har iført sig den røde trøje, er det ligeledes en af Danmarks ældste traditionsklubber.
Traditioner er værd at huske på, det er nemlig det, der skaber sammenhold og gode øjeblikke, men det er også vigtigt, at man ikke holder alt for godt fast i dem, så kan det nemlig blive dyrt. Og det er netop de traditioner, der har kostet for Vejle i løbet af de seneste 25 år, hvis man spørger Morten Bruun, som understreger, at klubben skal bevare traditionerne, men ikke følge dem slavisk.
”Alt det traditionsklubben foretog sig i forhold til deres traditionelle værdier, har kikset de seneste 25 år. Så hvis jeg skulle lave en overskrift på det her, så ville det være; Traditionsklubben der glemte alt om sine traditioner”
“Jeg vil skyde på, at 90 procent af de nye fans, er glade for, at klubben har haft Allan Simonsen og Le Fevre, men de er skide ligeglade med, hvordan de spillede. Om de hedder Ramadani eller Louati, det rager ikke dem. De er bare glade for, at Vejle er tilbage i Superligaen”,
“Det var kendetegnet i foråret, det var sådan de rykkede op, og det de foretog sig, var ikke noget, der stod i VBs bibel fra 70’erne. De har smidt den identitet, der ikke har nogen gang på jorden længere”, lyder det slutteligt fra Eurosports begejstrede ekspertkommentator, Morten Bruun.
Morten Bruun mener i øvrigt, at Vejle er stærke nok til at overleve i Superligaen i denne sæson, men han mener, at bredden i truppen kommer til at udfordre dem, og derfor ender de ikke i Top 6.