Efter oprykningen til Superligaen, sagde Kim Elgaard farvel til Vejle Boldklub, for at drage på eventyr i troperne. Allerede nu er han dog hjemme igen.
Årvågne og inkarnerede fans af Vejle Boldklubs spærrede formentlige øjnene op, hvis de opdagede, hvem der i lørdags sad på langsiden nær opgang F i forbindelse med hjemmekampen mod FC Midtjylland. Det var såmænd Kim Elgaard, som i sidste sæson var med til at spille VB op i Superligaen. Efter oprykningen valgte han, efter moden overvejelse, at drage på eventyr sydpå, hvor han skrev kontrakt med klubben Victory Sports Club fra Maldiverne.
Drømmen var at Kim Elgaard, sammen med sin kæreste og lille datter, skulle få sig en stor oplevelse i det lille tropiske ørige, mens han spillede fodbold for klubben i den bedste lokale række. Det startede så godt, da Kim Elgaard blev modtaget i lufthavnen af repræsentanter og fans fra klubben. Kort tid efter skrev undertegnede med Kim Elgaard, hvor han blandt andet svarede: ”Bliver spændende og se om det er fedt om en måned.”
Det viste det sig ikke at være. Drømmen om et eventyr smuldrede hurtigt. Den første månedsløn kom aldrig ind på hans konto, den lovede lejlighed lod vente på sig, og det samme gjorde flybilletterne og visa til hans kæreste og lille datter.
På grund af de brudte løfter valgte Kim Elgaard i slutningen af juli, efter bare en måned på Maldiverne, at vende hjem til Vejle og sin familie.
Hjerteligt gensyn med gamle holdkammerater
Det var altså derfor, man kunne se Elgaard på tribunen til opgøret mod de forsvarende danske mestre. Efter kampen uddelte han håndtryk og mandekram til flere af holdkammeraterne, da de gik forbi langsiden for at takke fansene for indsatsen.
På trods af det hjertelige gensyn med sine tidligere holdkammerater, er der ingen planer om, at Kim Elgaard i denne omgang igen skal trække den rubinrøde trøje over hovedet.
Undertegnede fik sig i forbindelse med kampen en kort snak med Kim Elgaard, hvor han fortalte om sine fremtidsplaner. Han har tilbud på hånden, men hvorfra, har vi lovet ikke at skrive om. Helt så eksotisk som Maldiverne bliver det dog næppe.