I knap et år har en gruppe vejlensiske kvinder tonset igennem. Målet er at stille hold, når der bliver oprettet en dansk kvindeliga i amerikansk fodbold. Indtil det sker, nøjes de med at træne hårdt – og hygge sig gevaldigt.
Siden september sidste år har et hold kvinder mødtes en gang om ugen for at svede, tackle og kaste ovale bolde til hinanden. De startede cirka fem. Få er faldet fra, flere er kommet til. I dag er de cirka ti kvinder, som drømmer om at blive til cirka 15, så de kan stille hold og spille kampe mod andre danske hold.
Der er dog lige det problem, at der endnu ikke er nogen kvindeliga i amerikansk fodbold i Danmark. Nogle af spillerne har derfor til tider optrådt for det eneste nuværende danske hold, Copenhagen Tomahawks, når de spiller i den svenske liga.
Meget tyder dog på, at der inden længe kan komme en dansk liga til. I både Aarhus, Aalborg, Odense - og altså her i Vejle hos Triangle Razorbacks sker der ting og sager.
Hård træning, festival og smøger
Inden en dansk liga får fodfæste, bliver der trænet på livet løs hver mandag på boldbanerne bag Kirkebakkehallen. I går svingede undertegnede forbi.
Det står hurtigt klart, at niveauet er meget forskelligt, men det er ingen hindring for at have det sjovt - og forbedre sig sammen.
En af spillerne, Luna Schytz, blev her i sommers udtaget til landsholdstur til Panama. Turen skulle hun dog selv betale for – så hun valgte i stedet, at tage på Skanderborg Festival. Det illustrerer måske meget godt ambitionerne. Kvinderne vil gerne blive bedre – men de vil også gerne have det sjovt imens. Et par smøger bliver det også til før træning, for de spillere, som har hang til det.
Andre af spillerne er helt nye. ”Jeg er ikke så glad for den her tacklings-del!” udbryder Anja Karlsen, en af de nyere spillere, under en af mandagens træningsøvelser. På engelsk godt nok. Normalt er det Peter Linnemann, som styrer kvinderne gennem øvelserne, men i dagens anledning er det to af Triangle Razorbacks’ udenlandske spillere på Nationalliga-holdet, som styrer løjerne.
Udstyret, som kvinderne skal i, har de også lånt af Nationalliga-holdet. Endnu har kvinderne nemlig ikke sit eget udstyr, da de stadigvæk mangler en sponsor.
Behov for at tonse igennem
En anden af de nye, Berit Jespersen, som er til sin blot anden træning, forklarer, at hun spiller og træner meget volleyball, men ”havde behov for at få lov til, at lave noget andet, som der var lidt mere puls i, og hvor jeg kan slå hjernen fra og bare tonse derudad.”
Hun fortæller, at hun tidligere har prøvet rugby af, men at udstyret i amerikansk fodbold tiltrak hende. ”Både fordi der er noget humor i at skulle i klunset – og så har jeg en forestilling om, at skadesrisikoen er en smuule mindre,” siger hun, mens hun bakser med udstyret, og spørger ud i luften: ”Bliver I egentlig meget skadet?”
”Nej. Men når vi gør, så gør vi det ordentligt,” svarer Emilie Dyrby grinende.
Det med at tonse igennem, går igen, når man spørger de andre kvinder.
”Jeg kan godt lide det med at få til at få nogle aggressioner ud, uden, at det gør alt for ondt,” siger Kathrine Wichmann, som tidligere har spillet fodbold, håndbold, ridning, gymnastik, dans med mere. ”Jeg var et helt almindeligt dansk barn, der skulle prøve en sæson af alt,” siger hun. Amerikansk fodbold regner hun dog med at holde fast i.
En broget og festlig flok
Kathrine Wichmann har en cand.merc i strategi og ledelse. Berit Jespersen er fysioterapeut. På den måde kan man heller ikke skære kvinderne over en kam. Der er dog en lille overvægt af pædagoger, men det kan man næppe udlede noget af. Alderen går fra 18 til 53. Da undertegnede var forbi var både den ældste og yngste på holdet dog ikke til stede, men der var stadig et spænd fra starttyverne til startfyrrerne.
Da træningen går frem, er det tydeligt, at den tilsyneladende brogede flok alligevel går godt i spænd. Under den indledende løbetræning, bliver der råbt ud i luften: ”Fuck det er hårdt! Er der andre der også har menstruation?” Da der senere er vandpause, siger en af kvinderne ”Åbn munden.” Hurtigt bliver der svaret: ”Det sagde han også i går.”
På trods af at de to gæstetrænere inden start, garanterer, at kvinderne vil fortryde, at de har inviteret dem til at stå for træningen, er der tid til indlagte grineflips under træningen. Den består blandt andet af en hulens masse stepovers, løft af tunge traktordæk, og naturligvis også øvelser med bold, hvor der både skal løbes og tackles.
Masser af plads til nye
I galleriet foroven kan du få et bedre indblik i, hvad der foregår på boldbanerne bag Kirkebakkehallen hver mandag. Hvis du synes det ser spændende ud, og er kvinde, så er der ledige pladser på holdet. Der er plads til alle, der har lyst til at tonse igennem.