Se billederne fra dagens kongeetape i PostNord Danmark Rundt, hvor flere danskere blandede sig i kampen om sejren. I sidste ende trak en belgier dog det længste strå.
Det danske sommervejr ligger i øjeblikket mest op til, at slappe af i skyggen, men ikke desto mindre stillede 119 cykelryttere i dag op til kongeetapen i årets udgave af Postnord Danmark Rundt. Starten gik i Viborg, mens afgørelsen foregik på bakkerne i Vejle.
Fra start af etapen sikrede et femmands-udbrud sig et fint forspring. Iblandt udbryddere var Chris Anker Sørensen, som her i sommers har kommenteret Tour de France. Han viste dog, at han langt fra har ligget på den lade side i Frankrig, for da rytterne nærmede sig Vejle, gik han solo og sikrede sig dermed fightertrøjen - sejren rakte det dog ikke til.
Favoritten faldt fra
Som så mange gange før, blev kongeetapen afgjort på Kiddesvej, som rytterne skulle forcere fire gange. På forhånd var Mads Pedersen en af de store favoritter, men Kiddesvej knækkede nakken på det danske stortalent.
I stedet var det en anden, og endnu yngre, dansk rytter, der stak næsen frem. Julius Johansen stak afsted med amerikanernen Robin Carpenter. Angrebsduoen så længe ud til at køre om sejren, men på sidste opstigning af Kiddesvej trådte den tidligere danske mester, Alexander Kamp, til med belgiske Wout Van Aert på hjul.
Belgiske Wout Van Aert viste i foråret sine store evner på brostenene, og i dag viste han, at han også evnede de stejle stigningsprocenter, som Vejle byder på. Således kørte han forbi Alexander Kamp på de afgørende meter til en storslået sejr på den traditionsrige kongeetape i Vejle.
Fotograf Asger Frisgård/Frisgård Fotografi var på pletten for Vejle24. I galleriet foroven kan du se hans pletskud fra etapen.
Læs også
Vejle Kommune - Her kan læse alt om åbningstider, kontaktoplysninger og parkering i Vejle Kommune og nabobyerne Børkop, Egtved, Give og Jelling.