Temperaturen var tropisk og tilskuertallet på den gode side af 10.000, da Vejle Boldklub her til aften krydsede klinger med De Hvide fra den Aarhusianske gymnastikforening.
Sjældent har der været mere tryk på lægterne end denne aften i Nørreskoven. I hvert fald i nyere tid. Godt nok var tilskuertallet nogenlunde det samme i maj, da Fredericia blev besejret, men dengang var det gratis at komme ind, og udebanefans skulle man lede længe efter.
I dag kostede det ved kasse 1, men det afholdte ikke byen fra at støtte op om de rubinrødklædte spillere. Man må dog også rose det aarhusianske opmøde. Hele den ene endetribune var klædt i hvidt, og derfor gjaldede slagsange og taktfaste klapsalver på tværs af stadion gennem hele kampen.
Første halvleg blev en taktisk affære. Vejle havde bolden mest, men havde svært ved at finde løsninger. AGF stod dybt og kompakt, og fik den største chance, men misbrugte heldigvis.
Anden halvleg blev anderledes. Spillet åbnede sig op, og begge hold begyndte at finde åbninger. Efter 56 minutter var det de hvidklædte GF’ere, som kom foran, da Bror Blume køligt placerede bolden udenfor Pavol Bajzas rækkevidde. Umiddelbart efter scoringen gjaldede de mest højtråbende nede i hjørnet ”Vejle Boldklub!”
Lækkerier fra Sousa
Ti minutter senere vendte kampen i en snæver vending, da Alan Sousa med en sådan, tørrede en AGF-spiller og blev fældet inde i feltet. Måske er det en gammel skrøne, at spilleren, som der bliver begået straffe imod, ikke bør tage det selv – i hvert fald var Sousa køligheden selv, da han hamrede bolden op i nettaget. Smeltedigelen i Nørreskoven blev rødglødende, da tusindevis af tunger gav los med de dybe dyriske skrig, som kun høres på fodboldstadioner og i visse soveværelser.
Ganske kort tid efter fandt tilbagevendte Nicolaj Madsen Sousa i feltet, og han vendte elegant rundt med foden ved bolden, før han – næsten – krøllede den op i det fjerneste hjørne. Mens man ærgrede sig, kunne man kun glæde sig over, at Byens Boldklub kort tid før kampstart meddelte, at Sousa har forlænget sin kontrakt til 2021.
En salomonisk afgørelse
Derefter blev det en åben slagudveksling, men uden yderligere kæberaslere. Ingen af holdene kom for alvor tæt på yderligere en scoring, og dermed endte det østjyske derby uden vinder. Og dog. For efter et lidt skuffende opmøde i premierekampen mod Hobro, så viste Vejle i dag, at klubben - og byen - hører hjemme i det bedste danske fodboldselskab.
Mandagskampe trækker traditionelt ikke flere tilskuere til stadion, men i dag blev der sat ny stadionrekord. Den flotte opbakning var ikke bare en sejr for Vejle – det var en sejr for hele fodbolddanmark.
Den eneste umiddelbare anke, var at de gæve folk i salgsboderne under tribunerne slet ikke kunne følge med. Køerne var lange, og øllen slap jævnligt op. Det er skønhedspletter i det store billede som kan ændres til næste gang. Næste gang er allerede på lørdag klokken 19, hvor FC Midtjylland kommer på besøg.