Har du et ønske om at komme helt tæt på de største danskere svømmere, så har du muligheden i disse dage. Jeanette Ottesen, Mie Ø. Nielsen, Rikke Møller Pedersen med flere dyster nemlig om det danske mesterskab i Vejle.
I dag starter Danmarksmesterskaberne i Svømning i Vejle, og her skal det afholdes de næste fem år. Selvom distancen er på kortbane (25 meter bassin), så er det med deltagelse af nogle af de alle største danske navne indenfor svømning.
Til og med den 4. november har du således mulighed for at se Jeanette Ottesen, Mie Ø. Nielsen, Rikke Møller Pedersen, Julie Kepp Jensen og Viktor B. Bromer i bassinet, men der vil naturligvis også være et par lokale svømmere, der skal forsøge at vinde medaljer til Vejle.
Først og fremmest kræver det dog, at det hele er klappet og klar, til når den første svømmer hopper i vandet, og det er det, hvis man spørger stævneleder Kent Iversen.
”Vi føler os rigtig klar. Vi startede allerede i januar med de indledende øvelser, og så har vi haft løbende møder i løbet af foråret og efter sommerferien. Så vi føler os rigtig klar,” fortæller Kent Iversen.
Stævnet er det første af i alt fem DM-stævner, der kommer til Vejle, og det har stor betydning for Vejle Svømmeklub, at de har fået den prestigefyldte tjans.
”For Vejle Svømmeklub har det en stor betydning, at vi kan løfte så stor en opgave og præstere på det her niveau. Og det har da også en betydning for byens brandingværdi, at man kan også kan tilbyde svømning på allerhøjeste niveau,” lyder det fra Kent Iversen.
Gør meget ud af at bredde og elite skal følge hinanden
Tager man et kig ned over startlisten ved DM-stævnet, så finder vi ni svømmere der repræsenterer Vejle. Det er dog kun en af dem, der har leveret så flotte præstationer, at det også kan gå hen og blive til medalje i denne uge.
Det forventes dog, at flere af de vejlensiske svømmere kan gå videre til A&B-finalerne.
”Den der har mulighed for medaljer, er Andreas Hansen. Men vi er ni svømmere, og de otte andre har et højt topniveau og forventninger om, at kunne komme i A og B-finaler,” siger stævneleder Kent Iversen.
Kan det have en betydning for talentudviklingen i Vejle Svømmeklub, at man kan se frem til yderligere fire DM-stævner i byen?
”Det kunne godt være, at det kunne give et ekstra incitament. Derudover så kan det godt have en indflydelse på talentmiljøet, da vi tidligere på året offentliggjorde et partnerskab med Vejle Kommune og Dansk Svømmeunion om et talentudviklingsmiljø. Så på den led vil det styrke eliten, men vi gør meget ud af, at bredde og elite skal følge hinanden,”
Er det realistisk, at i efter de fem DM-stævner vil kunne afholde blandt andet EM?
”Nej. For at kunne få EM til, ville det kræve 10 baner. Vi må nøjes med at holde det på de nationale mesterskaber,”
Hvad glæder du dig selv til at se i løbet af ugen?
”Jeg glæder mig til at se noget god svømning. Bassinet er rigtig hurtigt, det er et fedt set-up, og så glæder jeg mig til at se nogle af de her landsholdssvømmere i vandet. Derudover så glæder jeg mig til at se de frivillige i aktion. Det er et kæmpestort arbejde, som de folk levere til sådan et stævne, hvor vi er tæt på 100 frivillige,” lyder det slutteligt fra Kent Iversen.
DM i Svømning begynder i dag den 1. november og det løber til og med søndag den 4. november. Der er fri entre i DGI Huset Vejle, hvis du ønsker at opleve stævnet på tætteste hold.