E-sport skyder frem, og mange sportsklubber er begyndt at lave E-sport-træning. I Bredballe IF er de gået skridtet videre. De har nemlig lavet et Oldboys-hold, hvor godt 20 voksne gamere med meget forskellige niveauer træner for at blive klar til at spille i næste sæsons E-sport-liga.
Hos Bredballe IF ser man for tiden mange fædre uden gamererfaring på det forholdsvis nye Oldboys-hold. De er kommet for at lære mere om deres sønners hobby. Bag det hele står formand, Jesper Hyldenbrandt Bjerre, som har været med til at starte E-sport op i Bredballe IF.
Gammel gamer
Jesper startede selv med LAN-Parties helt tilbage, da han var ung.
”Det var egentligt ikke for at spille dengang. Jeg programmerede i mulitimediekonkurrencer. Nu har jeg to drenge – en på 14 og en på seks år, som elsker at spille, og det var egentligt derfor vi startede i Bredballe. Jeg er en af de gamle gamere, som synes, at det er sjovt, at lave strategierne nu,” fortæller Jesper.
Ville have flere trænere
Klubben er et år gammel nu, og har kørt i to sæsoner. I starten var det børnene, der var i fokus, men efter et stykke tid, blev Oldboys-holdet oprettet.
”De startede op en 5-6 stykker. Det er mange af de trænere der var i klubben i forvejen,” fortæller Jesper, om opstarten af Oldboys-holdet.
Jesper var selv en af trænerne og samtidig formand i klubben. Han var med til at starte det hele op – også Oldboys-holdet.
”Trænerne spillede stille og roligt sammen, og ledergruppen blev enige om, at vi skulle prøve at få flere trænere. Så tænkte vi, at hvis vi nu kan få forældrene på banen, så ville det lykkes. Vores vision var, at vi ville få forældrene med til at spille Oldboys, og blive trygge ved spillet, og så kunne de gå ud og starte et nyt hold med en ungdomstræner,” fortæller Jesper.
Stille og roligt viste det sig faktisk, at der var mange fædre, som ikke har gamet, men som godt vil blive mere kloge på, hvad deres børn lavede. Det var den ene gruppe der kom til. De ville gerne kunne snakke med om, hvad deres børn lavede.
Meget forskellige aldre
Hos Oldboys er de meget forskellige, og aldersmæssigt er det også meget spredt. De yngste er 35 og de ældste over 50. For at spille i Youseeligaen skal man være over 30 år. Så der passer Oldboys holdet godt, og det er også det de forsøger, at træne op til.
”Om mandagen er vi 18-19 stykker, og der dukker trofast cirka 15 op hver gang.
Det er både fædre der aldrig har spillet før, og så er der også mange gamle gamere, som gerne vil i gang igen. Og så er det skide sjovt at sidde og spille sammen,” fortæller Jesper.
Udvikler strategier
Det er ikke kun for sjov mere. Træningen begynder at blive mere strategisk. For hvor Oldboys startede ud for sjovt, er de efterhånden blevet dygtigere, og dermed skal der lægges en skarp strategi, inden man spiller.
”Man møder ind, og så aftaler man, hvilken strategi man spiller ud fra, og efter det evaluerer man, hvordan der virkede, og ændrer strategien til næste træning,” fortæller Jesper.
Holdet er en broget blanding af nybegyndere og garvede gamere, men det er en fin kombination hos de nye Oldboys i Bredballe IF.
Counter-Strike er spillet
Det er et af de mest populære spil, man spiller hos Oldboys, så der kan man give sig i krig med Counter-Strike, men Jesper er åben for nye ideer, hvis der er en træner, der er dygtig inden for et andet spil. På ungdomsholdene kan man også vælge Fortnite, som måske henvender sig lidt mere til den unge spiller.
LAN-Party for Oldboys
Det er ikke kun i Bredballe, at E-sport er blevet populært. Snart bliver der afholdt et LAN-Party, som kun er for Oldboys. Det bliver afholdt i Varde, og der skal Bredballe selvfølgelig også med.
”Det er en konkurrence, hvor man mødes dernede fysisk, og spiller sammen. Og så starter Oldboys-ligaen i september,” slutter Jesper af.
Du kan følge med på deres Facebook-side lige her.