I aften i Forum i København skal den første vinder af E-Superligaen findes, og Vejle Boldklub er blandt de otte hold, som dyster om sejren. Vi har taget en snak med VBs største stjerne på holdkortet: Mikkel 'LordHjorth' Bach.
Mens Vejle Boldklubs spillere er gået på vinterpause på den forkerte side af nedrykningsstregen, og med langt op til en plads i medaljeslutspillet, ser det anderledes godt ud for Vejle Boldklubs E-sports-hold.
I aften afvikles finalestævnet i den første udgave af E-Superligaen, en pendant til den rigtige Superliga, hvor 16 af landets bedste fodboldklubbers E-sportshold i de forløbne måneder har dystet på den virtuelle filt i Playstation-spillet Fifa19.
De otte bedste hold skal nu kæmpe om medaljer og en samlet præmiepulje på 365.000 kroner. Finalen finder sted i Forum i København, hvor der er plads til 8.000 fans, og Vejle Boldklub er blandt outsiderne til at løbe af med titlen.
Kan man stole på bookmakerne, er VB femtestørst favorit til sejren. De giver i øjeblikket pengene 15 gange tilbage på Danske Spil. De største favoritter er FC København, men også AGF og Brøndby ser stærke ud.
Ny mand i startopstillingen
Hvis Vejle Boldklub skal nå medaljeskamlen, kræver det uden tvivl at Mikkel Hjorth Bach, som spiller under nicket LordHjorth, skal spille op til sit bedste.
Gentagne gange har han leveret imponerende præstationer, og sikret de rubinrøde sejre i de indledende runder.
”De fleste regner med, at det er mig, der skal vinde kampene for os, men det kommer også an på, hvem vi møder. Men jeg forventer da også selv, at jeg skal ud og vinde mine kampe,” siger han.
I første omgang skal Vejle Boldklub op imod Randers i kvartfinalen, så der er altså mulighed for at revanchere nederlaget på grønsværen forleden.
Ganske kort tid før, at overtegnede talte med LordHjorth ved 12.30-tiden, var spillerne mødt ind i Forum. Her havde han fået at vide, at han skulle have sig en ny holdkammerat til kampen mod Randers.
”Manageren har valgt en spiller, der ikke har spillet før, Jacob Esser Esholm. Han plejer at spille på Xbox, så har ikke spillet mod ham i år, men manageren må vel tro, at han er bedre end de andre,” siger han og afslører dermed også, at der ikke er det helt samme sammentømrede sammenhold blandt E-sports-holdene.
”Vi plejer at snakke sammen et kvarters tid før kampen, men det er ikke som i fodbold, hvor man gennemgår alt slavisk,” siger han.
Faktisk har Mikkel Hjorth Bach heller ikke noget særligt tilknytningsforhold til Vejle – eller Vejle Boldklub. Grunden til at han er havnet i den rubinrøde trøje er, at han er tilknyttet E-sports-holdet Tricked, som har hovedsæde her i byen, men selv bor han i Gentofte nær København.
Mikkel 'LordHjorth' Bach
Har spillet de seneste 11 udgaver af Fifa, og har taget det seriøst siden 2016.
Bedste fifs til folk, der vil forbedre sig: ”Spil mod folk, der er bedre end dig selv, og se nogle af de mange tutorials, som findes på Youtube. Og så er det vigtigt at lære mentalt, hvordan man håndterer forskellige situationer.”
En top4-placering er målet
Som sagt er første modstander Randers. Den kamp finder sted klokken 15.15, og ligner en ganske lige kamp. LordHjorth er dog sejrssikker på forhånd.
”Jeg satser bestemt på, at vi kan vinde mod Randers, men så har vi med 90 procents sikkerhed FCK i semifinalen, og der er vi kæmpe underdogs. Så en top-4 må være hovedmålet,” fortæller han.
For tre uger siden mødte VB også Randers i grundspillet, og her var det netop blændende spil af LordHjorth, som sikrede dem sejren i sidste ende.
Den 17-årige Fifa-spiller er netop vendt retur til Danmark fra et stort stævne i London, hvor han røg ud i kvartfinalen, og endte som bedste dansker.
I det hele taget har han stor succes for tiden. Han ligger nummer 1 på den såkaldte danmarksrangliste, der samler resultaterne fra indenlandske og udenlandske turneringer. Han vil dog ikke kalde sig selv for Danmarks bedste Fifa-spiller.
”Alle i Danmark er enige om at Agge (August Rosenmeier, som spiller for FCK) er den bedste, men han har ikke stillet op til så mange turneringer i Danmark, så han har ikke kunne skrabe så mange point sammen til ranglisten. Men jeg ser da mig selv som en af de tre-fire bedste i Danmark,” siger han.
Hype- og tilskuermæssigt er det kæmpe stort
Som sagt finder finalestævnet sted i Forum i København, og det må siges at være hjemmebane for Mikkel Hjorth Bach. Han går nemlig på en særlig idrætslinje i 1.G på handelsgymnasiet Niels Brock, som har til huse mindre end hundrede meter fra Forum.
Mikkel Hjorth Bach ser da derfor også frem til at præstere på hjemmebanen, selvom han har endnu større ambitioner end at vinde E-superligaen:
”Min ultimative drøm er at blive verdensmester, men der er så mange, der kan blive det, så det er svært at blive skuffet, hvis ikke det sker. Men jeg skal i hvert fald med til et VM – og det næste VM vil da være en god start,” siger han.
I første omgang er der dog fokus på aftenens finalestævne.
”Tilskuermæssigt og hypemæssigt er det rigtig stort, men rent vigtighedsmæssigt betyder den turnering, jeg lige har spillet i London meget mere. Der er mange i Danmark som prøver at tale det op, men sandheden er at langt de fleste spillere, ville blive smadret i udlandet,” siger han.
Vi håber i hvert fald at LordHjorth viser sin internationale klasse i eftermiddag og aften.
Stævnet begynder klokken 15.00, og Vejle Boldklub skal i ilden klokken 15.15 mod Randers. Efter forventning er alle kampe og prisoverrækkelsen overstået klokken 23.
Man kan følge kampene på Dplay.dk og Canal9.