Der åbnes nu for, at de +65 årige, der modtager praktisk hjælp og personlig pleje, kan bestille coronavaccination. Kommunens kørselskontor klarer tidsbestilling og transport for de særligt sårbare, mens målgruppens øvrige borgere bestiller tid på www.vacciner.dk
Alle plejehjemsbeboere i Vejle Kommune har fået den første coronavaccine, og nu står næste gruppe, dvs. de +65 årige, der modtager både praktisk hjælp og personlig pleje fra kommunen, for tur. Det drejer sig om i alt 870 borgere. De er alle blevet kontaktet af hjemmeplejen for at høre, om de ønsker vaccinen, og om de har behov for transport til og fra vaccinationsstedet. Størstedelen, dvs. cirka 800 borgere, ønsker vaccinen, og 200 har tilkendegivet, at de har behov for transport.
De borgere, der har behov for hjælp til transport, har fået brev om, at de ikke skal gøre mere, men blot afvente nærmere information fra hjemmeplejen og kommunens kørselskontor, som sørger både for at bestille vaccinationstid og for transporten til vaccinationsstedet. Denne gruppe består af de svageste i målgruppen, og derfor har Vejle Kommune sammen med regionen valgt at oprette vaccinationssteder lokalt på udvalgte plejecentre - i første omgang på Sofiegården og Gulkrog, hvor 200 borgere skal vaccineres på torsdag. Disse borgere får direkte besked.
- Vi er glade for, at vi får mulighed for at prøve denne løsning af, så de mest sårbare kan blive vaccineret i kendte omgivelser, siger seniorchef Helle Brinch, der samtidig glæder sig over, at Vejle Kommune nu er klar til næste skridt for at udbrede vaccinen mod corona.
De øvrige +65 årige, der modtager hjemmehjælp, og som selv eller med pårørendes hjælp sørger for transport til og fra vaccinationsstedet, skal selv bestille tid på www.vacciner.dk, og de skal vaccineres i vaccinationscentret på Dofovej 2B - lige om hjørnet fra testcentret på Tysklandsvej. Vaccinationscentret åbner fredag den 15. januar 2021, mens tidsbestillingen først åbner, når man får brev fra Sundhedsstyrelsen.
Selve coronavaccinen består af to vaccinationer, som skal gives med 3-6 ugers mellemrum, men man bestiller tid til begge vaccinationer med det samme. Der skal bruges NemID til tidsbestilling. Borgere, der ikke har et NemID, kan bestille tid ved at ringe til Region Syddanmark, telefon 99 44 07 17 alle dage inkl. weekend og helligdage i tidsrummet kl. 9-15.
Vaccinationsrækkefølge
I startfasen er det kun muligt for et mindre antal borgere at blive vaccineret, da antallet af vacciner er begrænset. Det er Sundhedsstyrelsen, der fastlægger rækkefølgen for, hvem der får tilbudt vaccinen hvornår.
Sundhedsstyrelsen understreger, at alle får besked, når det er deres tur til at få tilbudt en vaccine. De opfordrer derfor til, at man lader være med at ringe til lægen eller til sygehuset for at få en tid. Når det er din tur til at få vaccinationen, får du besked i e-Boks eller pr. brev, hvis du er fritaget for digital post. Først når du har fået besked, kan du bestille tid.