Vejleforfatter klar med sidste bog i sin trilogi: Det er voldsomt og spektakulært

Foto: Superlux

Vejleforfatteren Tommy Thorsteinsson udgiver den 11/1 Falkeblik, der er det sidste bind i hans Blaafalk trilogi.

Tommys bøger er fiktion, men når han skriver drager han inspiration fra det virkelige liv:
”Jeg betragter de ting der sker rundt om i verden, og så tænker jeg, hvad er det værste, der kan ske i Danmark. Desværre er svaret, at alt kan ske, men vi har utroligt kompetente folk, der passer på os. PET og politiet gør et enestående stykke arbejde for at forhindre terror i Danmark. Det egentlige terrormål i bogen vil jeg ikke afsløre her, men det er voldsomt og spektakulært,” fortæller Tommy.

Det er dog ikke kun terror-delen i bogen der er inspireret fra tendenser, som Tommy ser i verden.
”Jeg fik idéen til at involvere en konvertit, da jeg læste en artikel om de hjemvendte syrienskrigere. Faktum er, at flere og flere kvinder drager til Syrien for at lade sig indlemme i IS. Det er en af disse hjemvendte kvinder, der spiller en rolle i bogen,” fortæller Tommy

Vemodigt at sige farvel

Falkeblik, som bogen hedder, er sidste bind i en trilogi, og det er både godt og skidt:
”Det er lidt vemodigt at tage afsked med Anna og alle de andre efterforskere i serien, men det giver mig også en vis form for fred i sjælen og ro i kroppen, da der nu bliver mere plads til et nyt univers. Jeg arbejder nemlig allerede nu på et nyt projekt,” fortæller Tommy

Selvom det er vemodigt at sige farvel, så er Tommy ret sikker på at det bliver den sidste bog i dette univers:
”Om det er den sidste bog, kommer til at stå hen i det uvisse. Hvis du afkræver mig et svar nu, vil jeg sige ja. Men livet har lært mig, at man aldrig skal sige aldrig, så vi får at se, hvad tiden bringer. Jeg har skam stadig nogle gode plot-idéer, der ligger og ulmer, og seriens superskurk kunne måske også gå hen og blive interessant senere. Vi må se!” siger Tommy.

At være forfatter i en epidemi

COVID-19 har påvirket alle brancher i Danmark og bogbranchen er ikke gået fri. For Tommy har der dog både været positive og negative ting forbundet med at udgive en bog midt i en pandemi.

”Corona har betydet, at man rykker tættere sammen i familierne, og at man har sine ”Coronabobler,” hvor man ser ganske få personer udefra. Det har givet mig mere ro og fred i selve skriveprocessen,” fortæller Tommy

Men selvom skriveprocessen har været mere rolig, har det haft en negativ effekt på selve udgivelsen  
”Superlux og jeg havde planlagt en bogsignerings-tour rundt til udvalgte boghandlere. Den er foreløbig udsat til butikkerne åbner igen. Desuden betyder det naturligvis at Falkeblik ikke kommer i salg hos de fysiske boghandlere, før de får lov til at åbne igen. Man kan heldigvis købe bogen hos alle online-boghandlere, og det håber jeg de mange fans af serien vil benytte sig af.”