Gulddreng er tilbage: Giver koncert i Vejle

Foto: PDH Music

Det er snart ved at være to år siden, at Malte Ebert lagde Gulddreng i 'graven'. Nu er det dog tid til et comeback, når han giver koncert i Vejle den 6. december.

Musikeren Malte Ebert havde ikke den store succes med at slå igennem i sit eget navn, da han først begyndte at skrive musik, men da han trådte frem som karakteren Gulddreng, blev han et kæmpe hit, og strøg til tops på hitlisterne hver gang, han udgav et nyt nummer.

Den 2. februar 2018 altså snart to år siden, lagde Malte Ebert dog Gulddreng i graven, da han gav sin sidste koncert som sit alter ego i et udsolgt Royal Arena i København.

Efter koncerten var Gulddreng pludselig forsvundet, og i stedet var det Malte Ebert der begyndte at udgive singler i sit eget navn, mens han rejste rundt i landet og optrådte.

Pludselig den 28. august i år vendte Gulddreng tilbage. Det gjorde han i en kryptisk reklamevideo for Økologisk Landsforening, hvor Malte Ebert tog ud til et øde hus og bad Gulddreng om at vende tilbage.

Siden da begyndte der at komme aktivitet igen på Gulddrengs sociale medier, og i løbet af den seneste tid har Gulddreng været ude at spille på diskoteker rundt omkring i landet.

Giver koncert den 6. december

Nu er turen så kommet til Vejle, Malte Eberts fødeby, hvor Gulddreng giver koncert fredag den 6. december på TemaBar.

Dæmningen i Vejle får altså prominent besøg, når Gulddreng vender tilbage fra graven.

Ifølge TemaBars Facebookside er der ikke angivet noget specifikt tidspunkt, hvor Gulddreng går på, men begivenheden står til at starte klokken 23.00.