Er du 60+ og søger du et fællesskab?

Foto: Vejle kommune

Hvis ja, så kig forbi den nye hjemmeside www.aktivsammen.vejle.dk, som er en guide og et værktøj, du kan bruge til at finde fælleskaber og aktiviteter for seniorer.

"Ideen med hjemmesiden er at gøre det nemt at få et overblik over aktiviteter og fællesskaber i eget lokalområde og i hele kommunen, så man kan finde vej til netop det, der interesserer en. Det kan være alt fra banko, kortspil, badminton, bog- eller strikkeklubber eller lignende," fortæller Dorte Bladt, der er fællesskabskoordinator i Vejle Kommune og med til at lave hjemmesiden.

Gør din forening mere synlig

Indtil videre kan du vælge mellem 131 tilbud på hjemmesiden, men hjemmesiden er ved at blive bygget op, så planen er, at den bliver ved med at vokse:

"Hjemmesiden er også et udstillingsvindue for foreninger og klubber, så sidder du i en forening, fællesskab eller en klub og gerne vil have jeres tilbud med, så indsend aktiviteten via hjemmesiden, så den også bliver en del af "AktivSammen60+"," lyder opfordringen fra fællesskabskoordinatoren.

Hos personalet i kommunens hjemmepleje hilses den nye hjemmeside også velkommen. Anne May Søiland, distriktsleder i Praktisk Bistand, der leverer rengøring og tøjvask til mange af kommunens ældre, udtaler:

"Hvis vi møder borgere, der gerne vil deltage i bestemte aktiviteter, eller som bare gerne vil finde ud af, hvad der er af aktiviteter lige om hjørnet, er hjemmesiden et godt værktøj. Det er nemt for os lige at gå ind og tjekke hjemmesiden og hjælpe borgeren videre. Det gælder også de borgere, som ikke rigtig ved, hvad de vil. Så kan vi i fællesskab med dem bruge hjemmesiden og se, hvad der er af muligheder."

Brug for en følgeven?

Vil du gerne deltage i en aktivitet, men synes, at det er svært at komme af sted selv eller har brug for at vide, at der bliver taget godt imod dig, så kan du kontakte Dorte Bladt, der som fællesskabskoordinator også er bindeled mellem kommunen og frivillige følgevenner.

"Hvis der er brug for en følgeven, kan jeg fx ringe til frivillige fra enten Ældresagen eller Foreningernes Hus Vejle, som har kontakt til frivillige følgevenner. De kan støtte i opstarten af en ny aktivitet, siger Dorte Bladt, som håber, at både borgere og foreninger vil tage godt imod hjemmesiden og bruge den. Den er nem at bruge og kan både bruges på en pc og på telefonen."