Stjerneregn over vejlensisk rappers debutalbum

Fra coveret til det nye album.

Da nytårsklokkerne ringede det nye år ind, udkom Jamaikas debutalbum. Den 23-årige rapper fra Finlandsparkens har med sin lyd og tekster begejstret anmelderne, der strør om sig med stjerner.

Finlandsparken er hans hjem, men siden han blev teenager, har Jamaika spenderet størstedelen af sit liv bag tremmer.

Jamaikas eget liv har inspireret til de 12 numre, som nytårsaften klokken 00.00 udkom på de elektroniske platforme.

Det var for tre år siden, at Danmark for første gang fik øjnene op for den unge rappers talent, da han udgav EP’en ” SxB på fri fod.” Kort tid efter udgivelsen, blev Jamaika dog fængslet igen. Og først sidste juni blev han løsladt igen. Siden har han haft travlt med at indspille sit nye album.

Fansene af den talentfulde Vejle-rapper med de somaliske rødder har dog ingenlunde glemt ham, mens han har siddet bag tremmer. Musikvideoen til singlen Problemer sover ik som udkom i midten af november, og er allerede blevet vist knap 400.000 gange på Youtube.

Jamaika - Problemer Sover Ik

Autenciteten hænger i tonerne

Nordsiden er navnet på albummet, som udkom nytårsaften, og har begejstret anmelderne. De to største danske musikmagasiner Soundvenue og Gaffa har begge kvitteret med begejstrede anmeldelser.

”Vokalen skyder stadig blod, og stemmen vejer tungt med erfaringen fra bag tremmerne. Det kan stadig mærkes i Jamaikas gadecroonende fraseringer. Lyden på albummet er selvfølgelig mere poleret end telefonindspilninger fra en fængselscelle, men autenticiteten hænger stadig i tonerne, og takket være Jamaikas nye faste producer Mike Lowrey har sangeren fra Vejle taget sin lyd til et nyt niveau,” skriver Soundvenue i sin anmeldelse.

”Debuten lugter af Future og har gangstarap i dna’et, når Jamaika udnytter den klagende autotune med lige dele desperation og sårbarhed gennem de digitale filtre fuldt ud, men også med lidt jysk udtale hist og her – en spøjs kvalitet for den unge skidt-knægt,” skriver Gaffa.

Begge de to musikmagasiner giver albummet fem stjerner ud af de mulige seks.

Du kan lytte til Jamaikas nye album, og danne dig dit eget indtryk på de fleste større elektroniske streamingplatformer.