VM i Tartelet løber af stablen i forbindelse med Vejle Fjordfestival den 24.-25. august. Du kan komme med og hjælpe med at afgøre, hvem der laver den bedste tartelet.
Titlen er VM i Tartelet, og det er hele omdrejningspunktet for et event, der afholdes under den nye Vejle Fjordfestival.
Verdensmesterskab eller Vejlemesterskab?
VM i Tartelet klinger meget internationalt, men faktisk står det for Vejle Mesterskaberne i Tartelet.
”Det er Vejlemesterskaberne i Tartelet. Vi har brugt navnet lidt som en brandingting. Det ikke VM altså Vejlemesterskaberne, selvom det kan lyde som Verdensmesterskaberne. Vi har brugt lidt research-arbejde, og der er ikke rigtig nogen der har brugt den,” fortæller Rasmus Simmelkjær Pedersen der er medarrangør.
Tre forskellige priser
Arrangementet kommer til at foregå om lørdag den 24. august, og der vil blive inviteret regionale og lokale restauratører og kokke, som skal dyste i VM i Tartelet, hvor der skal uddeles tre priser:
- En kokkepris, hvor en jury skal beslutte, hvem der laver den bedste tartelet.
- En publikumspris, hvor publikum bestemmer, hvilken tartelet de mener er bedst.
- En innovationspris, hvor en jury, bestående af blandt andet Per Mandrup der står bag Culinary Institute, som ligger under Vejle Erhverv og Vejle Kommune, skal bedømme hvem der har lavet den mest innovative tartelet.
Hvilke kokke der kommer til at dyste under VM i Tartelet, er ikke på plads endnu, men man kan tilmelde sig og være med i kapløbet. Lige nu mangler Rasmus og de andre bag projektet at få det sidste på plads, inden de kan afsløre, hvem der skal være med i mesterskabet, hvor 8 og 10 deltagere skal dyste om at lave de bedste tarteletter i Vejle.
Fra Vild med Vand til Vejle Fjordfestival
Hele projektet har været lidt undervejs, fordi navet Vild med Vand skulle ændres til noget mere dækkende. Her faldt valget på Vejle Fjordfestival. Lige nu er man ved at gøre klar, så Fjordfestivalen kan offentliggøres.
”Vild med Vand har været en tilbagevendende begivenhed i Vejle, og sidste år var det for første gang et todages arrangement. Selvom det har skiftet navn er meget stadig det samme,” fortæller Rasmus Simmelkjær Pedersen og uddyber:
”Vi kommer stadig til at lave en helt masse med vand. Men vi har ændret det til, at det er en Fjordfestival i stedet for, så vi også kan skabe lidt festivalstemning, hvor det både er for unge og gamle,” fortæller Rasmus Simmelkjær Pedersen.
Anderledes end andre konkurrencer
Der er mange der har lavet konkurrencer i tarteletspisning, som der også blev afholdt i Vejle sidste år. Men i denne konkurrence går man op i at finde den bedste tartelet. Så derfor mener Rasmus, at deres konkurrence adskiller sig.
Samtidig kommer der en masse underholdning og musikalske indslag. Blandt andet er der en lokal duo på programmet, og som sidste år kommer Jørgen De Mylius også forbi og spiller.
Velgørenhed på programmet
At publikum er en stor del af afgørelsen ses også, og de kan få lov at smage alle tarteletterne:
”Man køber en billet, som giver adgang til tre tarteletter. Man kan købe flere dernede på dagen også, så der er rig mulighed for at få lov til at smage alle tarteletter. Vi har jo også publikumsafstemning, så der vil være nogle af boderne der har åbent hele aftenen, hvor man kan komme hen og købe,” fortæller Rasmus Simmelkjær Pedersen.
Eventen kommer til at være ved Fjordenhus på pladsen foran, hvor de sætter et telt op. Det bliver ifølge Rasmus en folkelig aften med fokus på gode tarteletter og velgørenhed, da kokkene donerer noget af deres overskud fra tarteletterne til et velgørenhedsprojekt.
Program:
17.00: Teltet åbnes på Havneøen v. Fjordenhus
17.30 - 19.30: Restaurant-boderne er åbne
18.00 - 19.30: She Duo spiller kendte covernumre
19.30: Vinderne af ”VM i Tartelet” kåres (Publikumspris, Jurypris & Innovationspris**)
20.00 - 22.00: Jørgen De Mylius med Eldorado Show
22.00 - 23.00: DJ Hit Me
23.00: Teltet lukkes
Du kan læse mere om eventen her.