I disse dage finder Salaam Filmfestival sted i Vejle. En filmfestival, som stiller skarpt på kulturmøder og globalt ansvar.
I går og i dag flokkedes mange vejlensiske skolebørn til Lido Biograferne for at se animationsfilmen Hodja fra Pjort. Ikke fordi de pjækkede. Næ, det var såmænd en del af undervisningen. Lige i øjeblikket finder Salaam Filmfestival nemlig sted i Vejle. Filmfestivalen organiseres af foreningen Salaam Film & Dialog, som arbejder for kendskab til film fra hele verden og for global indsigt og kulturel inklusion.
”Vi har lavet en ekstravisning af Hodja fra Pjort, fordi skolerne har stået på nakken af hinanden for at få plads. Vi kunne såmænd have fyldt salen en gang mere,” siger festivalleder Solveig Thorborg.
Film fra Burkina Faso og Tyskland
I morgen og overmorgen er der igen film for skolebørn på programmet i Lido Biograferne. I morgen stryger Wallay, som er en film fra Burkina Faso over lærredet. Den handler om hovedpersonen Ady som bor i Frankrig, men som bliver sendt på genopdragelse i Burkina Faso efter at have stjålet fra sin far. I overmorgen bliver den tyske film Lore vist, som handler om teenageren Lore, der får ansvaret for sine yngre søskende umiddelbart efter anden verdenskrig, da deres forældre, som er højtstående nazister, bliver fængslet.
Alle film bliver ledsaget af oplæg fra oplægsholder, som har et personligt kendskab til filmene. Til den tyske film Lore, er oplægsholderen Afshin Firouzi, som er socialkonsulent og musiker, og i sin tid flygtede til Danmark fra Iran sammen med sin familie.
Alle filmene bliver vist klokken 10.00 om formiddagen, og er kun åben for skolebørn, hvis skoler har bestilt billet. Desværre.
Foruden filmene, afholder Salaam Film & Dialog også to workshops for henholdsvis mellemtrinet og udskolingen på Vejle Privatskole. Det foregår den 8. oktober.
”Jeg må bare sige, at der næppe er er andet sted i landet, hvor lærerne tager så ivrigt mod Salaam og vores filmvisninger med aktiviteter som hos jer i Vejle. Det er bare skønt at mærke!” lyder det fra festivalleder Solveig Thorborg.
Læs også
Primtal - Her finder en liste over de første 10000 primtal og en nem huskeregel.
Blodprop - Vi har samlet en liste over advarselstegn, som man bør være opmærksom på, kan tyde på, at man er ramt af den dårlige slags. Det er vigtigt at kende symptomerne på blodprop, for der skal hurtig behandling til.
Stikkende smerter under det højre bryst - Smerter i brystet eller i maven kan muligvis være relateret til en alvorlig sygdom, men det er slet ikke sikkert, at det er tilfældet, derfor er det altid bedst at finde ud af, hvad årsagen er, så tilstanden kan blive behandlet.