Varmens vindere og tabere - Hvem klarer sig bedst i heden?

Trods sommervarmen går det stadig ganske fint hos Jess Halling i Kokken's Pølsevogn.

Det er godt at sælge is, men knap så godt at sælge pølser, når sommeren er så god i Danmark. Vejle24 har talt med flere lokale virksomheder, for at finde vinderne og taberne under hedebølgen.

Enten elsker man den, eller også hader man den. Sommeren har taget Danmark med storm, og i skrivende stund er der ingen udsigt til, at det har planer om at ændre sig. Butikkerne melder udsolgt af ventilatorer, og det hører sjældenhederne til, hvis det lykkes at finde et græsstrå, der er grønt.

Den massive varme har således både vindere og tabere, og her hos Vejle24.dk har vi sat os for at finde de lokale virksomheder, der er blevet påvirket på godt og ondt af den danske sommer.

De har vundet på den danske sommer

Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at en af de største vindere i sommervarmen, skal findes hos en issælger. Lars Mathiesen, indehaver af Roberts Isbar på Langelinie, er blandt en af dem, der glæder sig over, at sommeren har været ekstra lang i år.

“Hvad tror du selv?” lyder det med et stort venligt grin fra Lars Mathiesen, da vi spørger ind til, hvordan sommeren har påvirket hans omsætning.

“Nu har vi jo med is at gøre, og er derfor forholdsvis afhængige af vejret. Så selvfølgelig har vi haft et rigtig godt år,” lyder det fra ejeren af Roberts Isbar, der samtidig kunne meddele, at man 1. august havde nået årsomsætningen fra sidste år.

“Vi har lige nået vores årsomsætning fra sidste år, så de resterende to måneder og tre uger er ren ekstra omsætning. Så på den måde, er det jo et fantastisk,” slutter Lars Mathiesen.

Musikteateret vinder på deres udendørskoncerter

Vejle Musikteater

Hos Vejle Musikteater har varmen haft en positiv effekt på salget.

Når solen er fremme, vil de fleste danskere helst sidde udenfor i det gode vejr. Det rammer blandt andet de indendørs arrangementer, som Vejle Musikteater afholder. Heldigvis for det store teater i Vejle Midtby, arrangerer de også udendørs koncerter, og netop de koncerter gør, at sommeren faktisk har været rigtig god for dem.

“I virkeligheden er det fantastisk med den varme sommer for vores udendørskoncerter. I juli måned har vi sat rekord for flest antal solgte billetter. Det er blandt andet enkeltdagsbilletter til Rock i Byparken og koncerten med Rasmus Seebach her i august. Havde vi ikke haft udendørs-arrangementerne, så havde det været op ad bakke.” lyder det fra Vejle Musikteaters direktør, Toni Lee Larsen.

Hos Lido Caféen ser det fornuftigt ud

Området omkring Bryggen hvor cafeerne har byens bedste placering, har også mærket en effekt af det varme sommervejr. Hos Lido Caféen fortæller bestyrer, Jonas Chan, at udendørsfaciliteterne er langt mere populære end tidligere.

“Vi har mærket, at langt de fleste af vores gæster søger borde på vores to terasser. Både foran cafeen og helt nede ved åen”,

Kunderne vælger især at benytte Lido til at slukke tørsten med deres kolde drikkevarer.

“Vores gæster køber i langt større grad vores juice og smoothies. Generelt set køber de bare flere kolde forfriskninger,” lyder det fra bestyreren, der ikke kan udtale sig omkring omsætningen, men til gengæld fortæller, at det ser fornuftigt ud.

De har tabt på den danske sommer

Varmen har kostet hos vejlensiske Panter Rejser

Mens varmen har været rigtig god for mange, så er der desværre også virksomheder, der kan se deres omsætning gå den forkerte vej. Et af de steder hvor sommeren har haft en negativ effekt, er hos det vejlensiske rejsebureau, Panter Rejser.

“Når vejret er fint så falder folks interesse jo for at søge varmere himmelstrøg,” lyder det fra indehaver af Panter Rejser, Erik Aalbæk Pedersen.

Rejsebureauet der primært sælger kulturrejser til seniorer har set et fald på op mod 20 % i forhold til tidligere år.

“Det er hovedsageligt grupper og foreninger vi sender af sted, og i busser hvor der er plads til 50 personer, ser vi, at der mangler op til 20 %

En af grundene til at salget er mindre i løbet af sommeren skyldes, at Panter Rejser kører med faste priser, og de har derfor ikke mulighed for at konkurrere med charterselskaber, der pludselig sænker priserne, når efterspørgslen er lav.

“Modsat charterbranchen kører vi med et fastprissystem, så vi kan ikke gå ud og dumpe prisen fra måned til måned. Så hvis folk kan få 8-14 dage på Costa del et eller andet for 3.000 kr. med all inclusive, så vælger de det, og så kan de tage en rejse med mere indhold til næste år,” slutter Erik Aalbæk Pedersen.

Pølsemænd har det hårdt - Men Kokkens i Vejle klarer sig

I løbet af de seneste par dage, er der skrevet mange historier, om pølsevogne der klarer sig rigtig skidt her i sommervarmen. Danskerne holder sig simpelthen fra de lune skinkedrøn, og vælger i stedet en hurtig sandwich inden de tager på stranden.

I Vejle har den populære Kokkens Pølsevogn, også mærket en effekt af den varme sommer, men det står slet ikke så grelt til, som det gør andre steder.

“Varmen har selvfølgelig en betydning, men det er faktisk ferien, der er den værste. Rigtig mange af mine kunder er stamkunder, og det koster altså, når de vælger at holde sommerferie,” lyder det fra indehaver af Kokkens Pølsevogn, Jess Halling der supplerer:

“Jeg har selv holdt lukket i industriferien, men inden det, kunne jeg da godt mærke, at varmen havde påvirket salget. Jeg vil nok skyde på, at det har kostet omkring 20 %.”

Pølsevognen er altså ramt af den varme danske sommer, men det står alligevel ikke værre til, end at Jess Halling går med planer om at udvide Kokken’s Pølsevogn. Slutteligt lukker Jess samtalen af med sin filosofi om det bedste vejr at sælge pølser i:

“Ingen blæst og regn. Vi skal have solen frem, så alle går rundt og er glade, 20 grader og vindstille,” lyder det med et muntert smil fra Jess.

Her på redaktionen krydser vi fingre for, at det snart blive et rigtigt pølsevejr. Så kan salgstallene igen ryge i vejret hos pølsevognene i Danmark, mens vi kan få lov at arbejde uden ekstra sved på panden.