Når man bevæger sig rundt i Vejle er de fleste haver ikke længere grønne. En vissen græsplæne lever ikke op forventningen om et dejligt blødt underlag i en grøn farve. Men hvad gør man, hvis man gerne vil vække sin græsplæne til live igen?
Engang imellem skyder vi ved siden af skiven her på redaktionen. Det hændte blandt andet for knap en måneds tid siden, da vi sendte vores praktikant i byen på jagt efter Vejles tørreste græsplæne.
Det skete efter en måned, hvor vi havde haft uafbrudt sol og stort set ingen regn, og hvor TV2-vejret havde udråbt Bredballe som det tørreste sted i Danmark med ørkenlignende nedbørsmængder. Vores praktikant tog derfor til Bredballe, hvor han tog billeder af de afsvedne sydvendte plæner, og blandt andet faldt i snak med Annelise Thomsen og John F. Thomsen, hvis græsplæne var alt andet end grøn.
Efter planen skulle artiklen udgives to dage efter, men der skete det uheldige, at himlen pludselig åbnede sig. Vores stakkels praktikant fortalte, at han stod hjemme ved sig selv og bandede regnvejret langt væk, mens hans kone slet intet forstod.
Nu kan vi glæde praktikanten, som i mellemtiden er stoppet hos os, da han har fået fast arbejde. Fordi sommervejret igen har vist sig fra sin tørreste side og afsvedet de vejlensiske græsplæner, vælger vi alligevel at udgive artiklen. Omend i en noget andet udgave.
For praktikanten besøgte nemlig også Grejsdalens Planteskole, og fik sig en snak med gartner Ulrich Lauesen om, hvad man kunne gøre, hvis man gerne ville gøre sin græsplæne grøn igen. Selvom der er gået en lille måned, formoder vi at gartnerens gode råd stadig holder vand.
Ikke smart at vande
Hvad gør man, hvis man gerne vil vække sin afsvedne græsplæne til live igen? Løsningen må vel umiddelbart være at give det tørre græs noget vand, men det fraråder gartner Ulrich Lauesen faktisk.
”Det korte råd er, at man bare tager det roligt og nyder den gule plæne, der ikke skal slås. I øvrigt er græs i stand til at klare tørkeperioder, og når regnen kommer, vil græsset blive grønt igen,” siger han.
Hvis man alligevel gerne vil vande sin visne græsplæne, skal man være forberedt på at skulle bruge meget(!) vand. Jorden i vejleområdet er overvejende lerjord, og når det bliver meget tørt, bliver det hårdt som beton. Hælder man vand på nu, vil man opleve, at vandet i høj grad løber væk i stedet for at trænge ned i jorden til græsrødderne, forklarer gartneren.
I stedet for at give græsset vand i tørken kan man give plænen en topdressing af pottemuld og sand. Det vil give græsset lidt skygge, men Ulrich Lauesen understreger, at græsset ikke begynder at vokse igen før der kommer regn uanset, hvad man gør.
Indtil da er der altså ikke andet for end at nyde synet af sin gule græsplæne.