Hvis man har været i tvivl om hvorvidt global opvarmning eksisterer eller ej, så behøver man ikke længere være i tvivl. Nye tal viser nemlig, at temperaturen i Europa er steget markant fra det 20. til det 21. århundrede, og Vejle er berørt meget.
Efteråret er over os, og temperaturen er blevet langt køligere, men den danske sommer i år var enestående. Mange vil nok mene, at den var alt for varm. Varmegraderne kan dog være noget, vi skal til at vænne os til, for temperaturen går kun en vej - og det er opad.
Det er dog ikke sådan, at vi skal forvente shorts og t-shirt i løbet af vinteren, men en ny undersøgelse fra EDJnet (Europæisk Datajournalistisk Netværk) fastslår, at temperaturen i det 21. århundrede er væsentligt højere end den var i det 20. århundrede.
EDJnet har analyseret over 100 millioner meteorologiske data, og tallene afslører, at det er især i de nordiske og baltiske lande, Andalusien i Spanien og den sydlige del af Rumænien, at de varmere temperaturer er slået igennem.
Blandt de 558 byer der er blevet analyseret, er Vejle faktisk helt oppe på en sjetteplads med en stigning på temperaturen på 1,48 grader. Ikke synderligt langt efter den spanske by Granada, der har haft den største stigning på hele 1.59 grader.
I ingen byer er temperaturen faldet
Analysen viser også, at i ingen af de 558 byer er temperaturen faldet i sidste århundrede. Den mindste temperaturstigning er sket i den portugiske by Ponto Delgada.
Tilbage i december 2015 besluttede 195 lande på COP21-topmødet ellers, at temperaturstigningerne skulle holdes under 1,5 grader i forhold til den førindustrielle periode. Analysen afslører, at den beslutning formentlig aldrig bliver overholdt. At Donald Trump har trukket USA ud af aftalen gør det på ingen måde nemmere.
Top 10 byer med største temperaturændringer:
- Granada (Spanien) – 1,59 grader
- Córdoba (Spanien) – 1.53 grader
- Linares (Spanien) – 1.52 grader
- Pori (Finland) – 1.52 grader
- Næstved (Danmark) – 1.49 grader
- Vejle (Danmark) – 1.48 grader
- Malaga (Spanien) – 1.45 grader
- Roskilde (Danmark) – 1.45 grader
- Sevilla (Spanien) – 1.44 grader
- Joensuu (Finland) – 1.43 grader