Permanent loppemarked åbner i Nørremarkscenteret

Den 1. oktober åbner Loppecenteret officielt i Nørremarkscenteret. Det er et loppemarked med den gode gamle klassiske stemning, men hvor man ikke selv behøver at administrere sin bod.

Den 1. maj åbnede Claus Thomsen & Kompagni Butik Nova i Nørremarkscenteret med en vision om at skabe nyt liv i det forladte center. Her fem måneder senere er der et nyt tiltag på vej. Den 1. oktober åbner et permanent loppemarked, som de har valgt at kalde Loppecenteret.

Loppecenteret bliver et fast et af slagsen, hvor alle folk fra nær og fjern har mulighed for at sætte en stand op, som de ikke nødvendigvis selv behøver at betjene.

”Vi vil forsøge at skabe den rigtige loppemarkedsstil, hvor der er en blanding af reolmarkeder, torveboder og så de mere skræddersyede stande, som vi hjælper dem med at bygge,” fortæller Claus Thomsen, der fortæller lidt om priserne:

”Hvis man vil prøve at sælge i en enkelt dag, så kan man vælge en af vores torveboder, som koster 35 kroner for en enkelt hverdag. Har man planer om at sælge i længere tid, så kan man leje vores reolmarkeder for 375 kroner i måneden, eller den helt store skræddersyede løsning, som koster 975 kroner i måneden.”

Skal man selv stå og passe sin bod?

”Nej, det er ikke planen. Hvis man ønsker at stå der oppe i åbningstiderne, så skal man være hjertelig velkommen, men ellers fungerer konceptet lidt ligesom med Reshoppit, hvor vi passer folks stande. Kunderne vælger så det de ønsker at købe, og så står vi for handlen i Butik Nova,” siger Claus.

Drømmer om en cafe og større loppemarked på sigt

Da Claus Thomsen i første omgang startede Butik Nova i Nørremarkscenteret, var det med fokus på at skabe nyt liv i et ellers nedlagt center. Den mission føler han, er lykkedes ganske godt, men der er stadig meget arbejde endnu.

Indenfor de næste to år håber Claus dog på, at man både har en ny cafe samt et loppemarked, der er dobbelt så stort.

”Om to år forestiller jeg mig, at vi har en cafe med en stabil økonomi, samt at loppemarkedet har vokset sig til det dobbelte. Det er min vision. Butik Nova har jeg ikke en forventning om, skal være en bæredygtig forretning, men den skal bidrage til en stemning og en kultur, vi gerne vil have heroppe,” lyder det fra initiativtageren.

Hvordan er status på dit projekt med at skabe mere liv i Nørremarkscenteret?

”Der er to ting. Økonomien og det sociale. Økonomien går meget langsomt, men det havde vi også en forventning om, at det ville. Den vokser stille og roligt, men der er op- og nedture. Så hvis vi udelukkende kigger på økonomien, så er der lang vej endnu, før det kan bære sig selv,” lyder det fra Claus Thomsen, der dog kan glæde sig over en stor stigning i antallet af besøgende.

”Omvendt har vi set en stigning i antallet af besøgende. Der begynder at komme stamkunder, der skal have deres kaffe og morgenbrød, men vi ser også flere og flere der kommer ude fra, fordi vi er gode til at markedsføre os på Facebook. Så den sociale del og besøgstallet er blevet meget bedre siden dag et,” fortæller han.

Vil gerne skabe en tryghedsfølelse

Nørremarkscenteret hvor det nye lopparmarked og Butik Nova holder til, ligger ikke langt fra Finlandsparken, som Regeringen betegner som en ghetto. Netop lokationen har gjort det svært. Mange har nemlig fordomme omkring den del af Vejle, også selvom det faktisk er et ganske fredeligt sted.

Claus Thomsen forsøger derfor at bidrage til, at udefrakommende får en tryghedsfølelse og et andet billede af, hvordan området ved Nørremarkscenteret egentlig er.

”Der er en vis skræk fra folk over, at det ligger her. Så en anden del af projektet er, at jeg godt kunne tænke mig at skabe en tryghedsfølelse heroppe,” lyder det fra Claus Thomsen der uddyber.

”På grund af området det ligger i, kan man let stemple sådan et sted, at det ikke er et godt sted at komme. Jeg havde da selv lidt tvivl, da jeg begyndte heroppe. Ville der nu være risiko for ballade? Men jeg opdagede i løbet af få dage, at det er et helt fantastisk sted, og menneskerne omkring var virkelig glade for, at der endelige skete noget,” fortæller Claus Thomsen.

Halloween- og Julearrangementer

Interessen i at skabe noget mere liv har ført til, at der også bliver arrangeret forskellige arrangementer i løbet af året. I næste måned vil der blive afholdt et halloweenarrangement, mens der til jul også vil blive afholdt et julearrangement. Claus Thomsen håber derfor, at folk udefra ønsker at bakke op om arrangementerne i Nørremarkscenteret.

”Folk herude er interesseret i, at der kommer folk hertil. Det er fedt at være her, og hvis folk kan være med til at bakke op om at komme her, så bliver det rigtig godt for alle,” lyder det slutteligt fra Claus Thomsen.

Loppecenteret er blevet testet af i løbet af september måned, men det har sin officielle åbningsdag den 1. oktober. I weekenden er det dog muligt at få en smagsprøve, hvor der er åbent lørdag og søndag fra 9:00 til 14:00.

Læs også

Spejder Sport i Vejle har Danmarks bedste butikschef