Har du nogensinde siddet hjemme foran skærmen, og tænkt at det kunne være sjovt, at være med i det program, som du så? Sådan tænkte Marianne Bjerring Hansen sidste efterår, da hun så Den Store Bagedyst. Nu skal hun være med i den nye sæson.
Hun var alene hjemme, da hun fik tanken. Da der efter et afsnit af Den Store Bagedyst i rulleteksterne stod, at de søgte deltagere til næste sæson, slog det hende, at hun faktisk godt selv kunne ønske sig at være med.
En ansøgning og to castings senere, fik hun den 8. februar i år et telefonopkald, hvor hun fik besked om, at hun skulle være en del af den nye sæson af det uhyre populære kagebageshow på DR1.
”Det var helt vildt, da jeg fik at vide, at jeg var blevet udvalgt. Men det var også sådan Åh Nej! Åh Nej! Hvad har jeg rodet mig ud i? Det er jo et program med rigtig mange seere og med stor bevågenhed,” fortæller 40-årige Marianne Bjerring Hansen, som bor i Børkop.
Har du set de tidligere sæsoner af Den Store Bagedyst?
”Åh ja! Jeg er stor bagedystfan. Jeg har set alle programmerne fra de tidligere sæsoner – flere gange. Sidste år lagde de alle programmerne ud på nettet lige omkring juletid. Så når jeg skulle se fjerner, så jeg det. Det er faktisk ikke fordi jeg er den helt store fjernsynskigger, men jeg har altid synes godt om bagedysten.”
”Jeg elsker at bage, og jeg har altid synes, at det så mega sjovt ud, når de farer rundt i køkkenet. Og med de hemmelige udfordringer, hvor de ikke ved, hvad de skal lave.”
Hvornår begyndte du at bage?
”Jeg har altid godt kunne lide at bage. Men det tog for alvor fat, da jeg var gravid med min søn Anton. Jeg var sygemeldt og gik alene derhjemme og kedede mig, så da begyndte jeg at lave kager med fondant og wienerbrød.”
Er det hvad de hentyder til, når de skriver på DR’s hjemmeside, at ”du har bagt dig gennem flere kriser i dit liv”?
”Jeg synes det lyder lidt voldsomt. Det er ikke fordi jeg har haft mange kriser i mit liv, men jeg har brugt bagningen, når jeg har været ked af det og haft en dårlig dag. Så har det gjort mig glad at bage nogle cookies. Vi har jo alle sammen noget, som vi kan gå rundt og være mere eller mindre kede af, og når jeg har været trist, har det altid hjulpet at tænke på, hvilken kage jeg skulle bage i weekenden. Så det er på den måde, at jeg brugt det som en form for selvterapi.”
Hvad er din yndlingskage?
”Det må være et gåsebryst.”
Som du køber ved bageren?
”Nej! Nej, den laver jeg selv. Den skal være lavet med butterdej og svesker og flødeskum og kagecreme. Det er min yndlingskage, og den bager jeg selv. Men det er selvfølgelig ikke lige en kage, som man smækker sammen en onsdag aften.”
Du lød meget bestemt, da du sagde, at du ikke købte den ved bageren. Går du aldrig til bageren?
”Jo jo, selvfølgelig går jeg også til bageren, men jeg bager altså helst mine egne kager. Jeg synes både det er sjovere og mere lækkert. Men jeg går da engang imellem til bageren og køber en snegl og et franskbrød,” siger Marianne og bryder ud i et grin.
I det hele taget griner Marianne ofte under vores samtale. Et boblende, måske lettere nervøst grin – men så absolut et af dem, der smitter. Hvis hun griner ligeså ofte, mens hun haster rundt i bagedystkøkkenet, er der ingen tvivl om, at hun vinder seernes hjerter – men hun skal jo også overbevise dommerne.
Du har sikkert fået strenge ordrer om ikke at afsløre noget, men jeg bliver nødt til at spørge: Vinder du?
”Jeg kan afsløre så meget, at det bliver lækkert – og sjovt.”
På trods af udstillingvinduet på DR, hvor Marianne kan vise sine evner i køkkenet, har hun dog ingen ambitioner om at gøre kager til sin levevej. Det handler også om, at hun er meget glad for sit job som pædagog på Englystskolen i Børkop.
"Jeg elsker at tage børnene med i skolekøkkenet og bage cupcakes, og klamme fingre til Halloween, men jeg drømmer ikke om at have min ejen café. Jeg elsker mit arbejde, og at jeg kan kombinere de to ting. Det handlede for mig om at gøre noget for mig selv. Det er jo faktisk et ret egoistisk valg, når man har børn og mand og hus, der skal passes, at gå 100% op i min passion og bage helt vildt meget og udvikle nye opskrifter. Det gør jeg jo ikke normalt i min hverdag. Det har været mege fedt at prøve," fortæller Børkops fremtidige TV-stjerne.
Du kan følge med i Marianne og de ni andre nye duellanters dyst i bagekøkkenet fra den 29. september. Fremover bliver Den Store Bagedyst nemlig sendt om lørdagen.