Et af værkerne i årets Floating Art udstilling har fået skribenter over hele verden op af stolene. Værket udstiller den verdensberømte arkitekt Le Corbusiers Villa Savoye som en synkende skude. Vejle Kunstmuseum er begejstrede over den debat, værket skaber.
I den seneste uge er omtalen af den danske kunstner Asmund Havsteen-Mikkelsens værk 'Flooded Modernity´ eksploderet. Digitale kunst- og arkitekturmagasiner i blandt andet England, Rusland, Italien, Holland og Kina har anmeldt, omtalt, debatteret og vist billeder fra Vejle Fjord, hvor kunsten flyder i to måneder hen over sommeren i Vejle Kunstmuseums årlige udstilling Floating Art. Og det er primært Asmund Havsteen-Mikkelsens værk, der løber med opmærksomheden.
"Det er selvfølgelig utroligt med omtalen - og fantastisk at mange har forstået, hvad det handler om. De negative kommentarer var jeg i starten lidt paf over, men ser det også som en styrke ved værket: Det deler vandene, det skaber reaktioner i folk på en måde, jeg ikke havde forestillet mig," siger Asmund Havsteen-Mikkelsen.
Den internationale omtale begyndte med en artikel i det førende webmagasin for arkitektur og kunst ICON Eye, og herfra tog det fart.
Skaber debat
Værket, der er centrum i al omtalen, er en 1:1 model af et hjørne af den verdensberømte Le Corbusiers Villa Savoye, der fremstår som om, den er gået på grund i fjorden. Skulpturen er en kommentar til modernitetens status i dag. Kunstneren bag, Asmund Havsteen-Mikkelsen, ser Brexit, valget af Donald Trump og højreradikales fremmarch i Europa som noget der sker på baggrund af og igennem de digitale medier, som udfordrer modernitetens klassiske forestillinger om en kritisk offentlighed.
Flere af kunst- og arkitekturmagasinerne giver deres læsere mulighed for at kommentere digitalt på artiklen om Floating Art, og der er delte meninger om blandt andet anstændigheden i at lade et af selveste Le Corbusiers mest ikoniske byggerier fra 1929 gå på grund.
"Værket er ikke tænkt som en provokation, snarere som en melankolsk iagttagelse af et sammenbrud af den borgerlige offentlighed. I fremtiden vil man se tilbage på vores tid, og sige, at her ændrede spillereglerne for politik og information sig - fordi de nye digitale medier muliggør disse psykometriske profiler, der gør at information kan gives til udvalgte mennesker - uden at den bliver modsagt eller debatteret i et offentligt rum," siger manden bag værket, Asmund Havsteen-Mikkelsen.
Der er flere af de andre værker i årets Floating Art udstilling, der også skarpt kommenterer på det omgivende samfund.
"Man kan sige, at værkerne i den grad arbejder med problemerne lige nu: Klimaet, vandstanden på kloden, bæredygtighed og politiske og historiske begivenheder. Samtidig er udstillingen plantet i et folkeligt rum, som havnen og fjorden udgør. Kombinationen af de lokale rammer og det internationale fokus med både kunst og arkitektur taler til mange, oplever vi", siger Pernille Rom Bruun fra Vejle Kunstmuseum, der er kurator på årets Floating Art udstilling.
Havnefronten markerer sig
Når man skuer ud over den smukke Vejle Fjord, hvor Olafur Eliassons nye byggeri Fjordenhus knejser sammen med boligerne i den markante Bølgen og de øvrige udviklingsprojekter på havnen, så rammer øjet uvægerligt et synkende hus i det fjerne. Som den yderste spids af årets ti værker til udstillingen Floating Art ligger værket 'Flooded Modernity', der er centrum i omtalen verden over.
"Det er overvældende med opmærksomheden, men den unikke kobling mellem kunst og arkitektur i årets Floating Art har afgjort internationalt format, og vi er rigtig glade for, at vi som kunstmuseum bidrager til den internationale opmærksomhed, som havnefronten i Vejle allerede har fået, og som helt givet bare vil blive større og større i fremtiden," siger en tilfreds Ove Sørensen, der er museumschef for VejleMuseerne, som Vejle Kunstmuseum er en del af.
Vejle Kunstmuseum præsenterer Floating Art for tredje år i træk. Det er gratis at opleve udstillingen, der varer indtil 2. september. Værkerne fordeler sig på strækningen mellem Vejle Lystbådehavn og Skyttehushaven.