En moderne kærlighedshistorie: Tidligere VB-spillers flirteri går viralt

En tidligere amerikansk VB-spillers flirt ombord på et fly udviklede sig til et viralt drama, da passagerne på bagsædet fotograferede og refererede om flirten. Foto: Shutterstock

En mand (som tidligere har spillet for Vejle Boldklub) og en kvinde, som ikke kender hinanden, sætter sig ved siden af hinanden i et fly i USA. De falder i snak og flirter. Hvad de ikke ved, er at passagererne bagved holder omverdenen opdateret om flirten på Twitter.

900.000 likes, 355.000 delinger og 11.000 kommentarer. Omtale i store amerikanske medier som CBS News, Esquire og et 3 minutter-langt indslag i det populære formiddagsprogram Today Show på NBC. Og nu, ikke mindst! Forsiden af Vejle24.

En uskyldig flirt ombord på et fly i tirsdags udviklede sig til et viralt kærlighedsdrama, da passagererne på sædet bagved de to turtelduer dokumenterede flirten med tekst, billeder og video. En moderne kærlighedshistorie i de sociale mediers tid. En af hovedpersonerne har tidligere spillet for Vejle Boldklub.

Tusindvis fulgte med undervejs

Historien startede da Rosey Blair og hendes kæreste steg ombord på et fly fra New York til Dallas. De havde ikke fået sæder ved siden af hinanden, og Rosey Blair spurgte derfor kvinden ved sin kærestes side, om hun ville bytte sæder. Det ville hun gerne. Kort tid efter satte en veltrænet fyr sig ved kvindens side. Rosey Blair og hendes kæreste jokede med at fyren kunne være kvindens store kærlighed, og tweetede resten af turen lystigt om, hvad der hændte mellem de to, der hurtigt faldt i snak.

I tekst og billeder fortalte Rosey Blair hvad der skete mellem de to. Hvad de snakkede om. Da de rykkede nærmere og rørte ved hinanden. Da de delte en oste-platte. Da de udvekslede familiebilleder. Da de sammen gik mod toilettet. Og da de til sidst forlod flyet sammen.

Imens hun opdaterede fulgte tusindvis med på Twitter, mens de to hovedpersoner ingen anelse havde om det.

Selvom hun sørgede for at sløre deres ansigter, ville mange sikkert blive fornærmede over, at blive eksponeret uden, at de var klar over det. Men ikke Euan Holden, den veltrænede fyr, som var en af hovedpersonerne i kærlighedsdramaet.

I sæsonen 2010 spillede Euan Holden for Vejle Boldklub. På grund af skader blev det dog kun til to kampe og ingen mål. Som en dansk Twitter-bruger kækt har kommenteret kærlighedsaffæren, kunne det dog være, at VB skulle overveje at skrive kontrakt med ham igen - for score, det mestrer han tydeligvis.

Internettet vinder

Dagen efter flyturen tweetede Euan Holden selv "Internet wins, you guys are awesome" = "Internettet vinder, I er fantastiske."

I går deltog både han og Rosey Blair i et indslag i det populære formiddagsprogram på NBC Today Show. Her beskrev han den kvindelige hovedperson Helen, som ikke ønsker sit efternavn frem, som "En meget, meget, meget elskelig pige. Meget attraktiv og smuk, som havde meget at fortælle, og var intelligent."

Euan Holden fortalte også at han og Helen har planer om at mødes igen snart.

Efter indslaget i Today Show, som medførte yderligere en strøm af beskeder til ham, uploadede Euan Holden selv en kort video å Twitter, hvor han forklarede at omtalen havde været meget overvældende, men også takkede for alle de positive kommentarer. Den er foreløbig blevet set over 300.000 gange.

Du kan se indslaget fra The Today Show her. Nedenunder kan de se et udvalg af de tweets, som Rosey Blair sendte ud. Har du en Twitter-konto kan du trykke på et af tweetsne og læse den fulde historie.