Sammen med lokale ildsjæle fra foreningen Stop Spild Lokalt vil Kvickly og SuperBrugsen i over 80 byer donere julemad om aftenen den 23. december. I Vejle foregår uddelingen fra Vejle Friskole.
Heldigvis er der de seneste år kommet langt mere fokus på madspild. Hvor det for ikke så mange år siden, var historier om daglivarebutikker, der overhældte overskydende varer med klorin for at forhindre skralderi, der fyldte mediebilledet, er det helt andre historier, som kommer frem nu.
Coop er blandt dem, der har fået øjnene op for den goodwill, der kan følge med, når man vælger at uddele mad fra sine overskudslagre.
Sidste år var der premiere på samarbejdet med Stop Spild Lokalt og Coop. Det resulterede i en samlet donation på cirka 80 tons mad lillejuleaften, som op mod 14.000 husstande fik gavn af.
Fødevarerne, som bliver uddelt, er varer, der ikke er blevet solgt inden lukketid, og som er for gamle, når butikkerne igen åbner, når julen er ovre, den 27. december.
”Vi arbejder hele tiden på at nedsætte vores madspild og blive bedre til at forudse danskernes indkøbsadfærd – også i julen. Men vi ved, at vi aldrig står med helt tomme hylder ved lukketid. Så er vi glade for, at vi kan hjælpe nogen, der trænger til en håndsrækning, på denne måde,” siger kædedirektør Jesper K. Andersen, SuperBrugsen.
Ung ildsjæl står bag
Foreningen Stop Spild Lokalt er stiftet for to år siden af den dengang kun 17-årige Rasmus Erichsen. Da han sidste år indgik aftalen med Coop, havde han organiseret 2100 frivillige over hele landet. De afhentede varerne i Kvickly og SuperBrugsen lige efter lukketid 23. december og stod så for udlevering, som foregår fra lokale steder.
”Vi har frivillige over hele landet, der vælger at bruge deres lillejuleaften på at hjælpe andre. Da jeg startede Stop Spild Lokalt var det fordi jeg oplevede, at mange mennesker ikke har penge nok til mad i hverdagen. Og i juletiden er det bare endnu vigtigere at hjælpe, så meget vi kan, fordi der netop er rigtig mange, som ikke har mad på bordet eller gaver under træet juleaften,” siger Rasmus Erichsen.
Uddelingen finder sted på Vejle Friskole
Er pengene knappe, kan man i Vejle komme i betragtning til overskudsmad, hvis man giver sig til kende i Facebookgruppen Stop Spild Lokalt (Vejle). Sidste frist er allerede i dag, og det er vigtigt at understrege, at der ingen garanti for mad er. Uddelingen foregår fra Vejle Friskole den 23. december.
Fakta: Både Kvickly’er, SuperBrugser samt de Irma og Fakta-butikker, der holder helligdagslukket, donerer i år mad til Stop Spild Lokalt. Maden hentes af frivillige, der derefter gennemgår maden og udleverer den på lokale udleveringssteder. Stop Spild Lokalt er til stede i 104 byer fordelt over hele landet.