Vores seneste take away-anmeldelse af to retter fra Konstantinobel skabte stor debat. Vi besøgte restauranten og blev klogere.
Den seneste tid har vi været på jagt efter Vejles bedste take away. Tidligere har vi jagtet – og fundet – byens bedste burgerrestaurant. At vi anmelder mad, er ikke ensbetydende med at vi er professionelle madanmeldere, hvad end sådan en titel nu engang indebærer.
Ingen af os er uddannede, kokke, sommelierer eller tjenere. Vi er en lille håndfuld mennesker med vidt forskellig erfaring. Én af os har spist sig igennem utallige menûer på både et, to og tre-stjernede Michelin-restauranter. Én anden har i lange perioder levet af take away. Hvad vi har til fælles, er en stor passion for mad, og så mener vi også, at vores smagsløg ikke er helt galt afmarcherede.
Var det helligbrøde?
Generelt har vi fået god respons på vores madanmeldelser, men sjældent har vi oplevet så meget debat, som da vi sidste lørdag bragte en anmeldelse af to retter fra Konstantinobel. Anmeldelsen var overvejende positiv, men vi var dog skeptiske overfor kebaben, og ikke mindst den tomatsovs, som var den overdøvende smag.
Kort tid efter at anmeldelsen blev bragt væltede det ind med negative kommentarer på vores Facebook-side, noget vi aldrig har prøvet før. Man fik den tanke, at vi havde gjort helligbrøde. Kommet til at kritisere Vejles svar på brun sovs eller Knorr-lasagne, og det er da heller ingen hemmelighed, at ingen af os er født og opvokset i Vejle, og vores kendskab til Konstantinobel var på forhånd ikke stort.
Når vi møder så voldsom kritik, kan vi dog ikke sidde den overhørig. Det handler ikke om, at vi ikke vil stå på mål for, hvad vi har skrevet. Snarere om at vi gerne vil forstå.
En formiddag i sidste uge besøgte jeg derfor Konstantinobel og havde en lang snak med ejeren Jeton Merxha.
En anden tid
Jeton Merxha flygtede til Danmark fra Albanien i 1997. Dengang var det andre tider, så efter et kort ophold i en flygtningelejr fik han opholdstilladelse, og senere samme år flyttede han til den lille by Flemming nord for Vejle. Kort tid efter fik han arbejde på Konstantinobel, som allerede dengang havde en lille halv snes år på bagen.
Inden mit møde med Jeton i restauranten havde jeg haft en lang snak med ham i telefonen. Han fortalte, at han generelt var glad for vores madanmeldelser. At der er nogen, som forsøger at skille skidt og kanel blandt byens spisesteder, men han var ærgerlig over, at jeg havde kaldt kebaben for ”sjasket.”
Og indrømmet sjasket var måske lige vel negativt, og jeg tilbød hurtigt at ændre det udtryk til et andet, men det ville Jeton ikke høre tale om. Han ville til gengæld hjertens gerne mødes og forklare om baggrunden bag nogle af kritikpunkterne.
Jeton Merxha fortæller at Konstantinobel i dagene efter vores anmeldelse solgte dobbelt så meget kebab som normalt.
Kunderne har magten
Hurtigt fornemmede jeg hvor megen ærekærhed og passion Jeton Merxha har for sin restaurant, og den mad, de serverer. Det kan ikke andet end at aftvinge respekt.
I 2014 overtog han restauranten fra den tidligere ejer, og han har siden forsøgt at køre restauranten videre i nogenlunde samme stil. Det er også en af forklaringerne til, at Konstantinobels menukort ikke er det mest overskuelige, fortæller han.
”Vi har kunder der er kommet i 30 år, nogle kom her som børn, og er nu voksne. Mange bestiller den samme pizza. Når de kommer ind ad døren, ved jeg, hvilket nummer de vil have,” forklarer Jeton.
Det er tydeligt at kunderne altid har ret her hos Konstantinobel. Jeton fortæller at de løbende spørger kunderne, hvad de synes om maden, og er der utilfredshed, retter de ind i køkkenet. At Konstantinobel overhovedet bringer take away ud, skyldes faktisk også en kunde.
”Der var en ældre dame, som har kommet her i mange år, som fik krykker, og spurgte om vi ville bringe ud. Det ville vi gerne, men vi vil ikke gøre forskel. Laver vi til én, så laver vi til alle.”
Faktisk har de dog næsten for travlt til udbringning, og af samme grund er de heller ikke på Just Eat. Så vil de simpelthen blive løbet over ende, forklarer Jeton.
Alligevel er maden gratis, hvis det tager mere end én time at få den bragt til døren.
Når Konstantinobel bringer pizzaer ud, sker det i en særlig pizzabakke, som er "foret" med en slags termostaniol indvendigt. De er lidt dyrere, men det har Jeton Merxha besluttet, fordi de almindelige pizzabakker kan afgive kræftfremkaldende stoffer.
De bedste råvarer
Jeton Merxha giver mig åbenhjertigt den helt store rundtur i både restaurant og køkken. Hans passion brænder igennem, mens han viser mig råvarerne i fryserummet. Napolitansk mel, lam fra egtvedslagteren, hjemmerørt tzatziki og pancetta importeret direkte fra Italien. Råvarer, man ikke umiddelbart forventer at finde i en restaurant med retter med så beskedne priser som Konstantinobel.
”Jeg siger ikke vi laver den bedste mad, men det er vigtigt med gode råvarer. Vi køber ost til 68 kroner + moms kiloet, og jeg ved, at andre steder køber den billigste, som koster 10 kroner. Men jeg vil ikke snyde nogen. Jeg får tilbud på et kilo kød for 33 kroner + moms fra et firma fra Aarhus. Jeg ved ikke, hvad det er for noget kød, og hvordan de får fat i det,” siger han.
Netop derfor er Jeton som udgangspunkt glad for, at vi efter bedste evne anmelder maden fra byens forskellige Take Away-steder. Som vi også skrev i vores anmeldelse, er det tydeligt, at Konstantinobel bruger gode råvarer.
”Når jeg ser andre restauranter med kebabruller med film omkring, som er helt hævet op…,” siger han, og lader resten af sætningen blafre i luften.
Støtter lokale initiativer
Mens vi taler, begynder der langsomt at sive kunder ind i restauranten. Nogle kommer til frokost. En kvinde kommer ind og bestiller 40 pizzaer til senere på aftenen, og så er der hele to besøgende, som er her for at afhente gavekort til lokale foreninger.
Jeton fortæller at han nyder, at støtte lokale foreninger. Både de helt små og de store, som Kolding Sygehus’ hjerteafdeling, Vejle Boldklub og Triangle Razorbacks.
Men du må vil sige nej engang imellem, du kan vel ikke give gratis mad til alle?
”Hvorfor ikke? Det gør mig glad at hjælpe andre,” siger han med en mine, som gør, at jeg på ingen måde tvivler på svaret.
”Man skal hjælpe, hvor man kan, og ikke snyde og lyve over for folk. Det har jeg lært fra mine forældre,” tilføjer han.
"Bare i denne her gade er der masser af restauranter, som er lukket og genåbnet. Konstantinobel har snart ligget her i 30 år."
Af samme grund kunne Jeton Merxha heller ikke drømme om at fifle med regnskaberne.
”Jeg er flygtet fra krig. Jeg gider ikke flygte mere, jeg forstår det ikke, når man ser nogen, som man ved er på bistandshjælp, og som kører rundt i store biler.”
Fuld af forundring og respekt, kan jeg dog ikke lade være med at spekulere, hvor god en forretning det er, når man bruger dyre råvarer og giver gratis mad væk.
”Det skal ikke handle så meget om penge, det gider jeg ikke. Jeg har det jeg har brug for, og det gør mig glad, når folk bliver glade,” siger han.
4 gryder tomatsovs om dagen
Til sidst på rundturen møder vi elefanten i rummet. En gryde står og simrer på komfuret. I den er dagens første tomatsovs. Jeton fortæller at på en typisk dag laver de 3-4 grydefulde, og at tomatsovsen har eksisteret lige så længe som restauranten selv.
”Måske vi nogle gange misbruger de gode råvarer,” funderer Jeton, "men jeg håber det ikke. Derfor lytter vi også altid til vores kunder. Måske den tomatsovs, du fik var kogt meget, eller måske du fik ekstra sovs?”
Måske. 100 procent overbevist om tomatsovsen er jeg ikke, men jeg forstår nu noget meget vigtigt: Tomatsovsen er lavet af ægte hjerteblod.
