Burgershack i Midtpunktet valgte i dag at lukke butikken med dags varsel, men den sidste burger er ikke endnu vendt på grillen. Burgershack-koncernen har nemlig planer om at genåbne med en ny franchisetager i samme lokaler.
Tidligere på dagen kunne vi meddele, at Burgershack i Midtpunktet lukker. Vejle24 har talt med den tidligere franchisetager, der lukkede butikken i dag, og så har vi talt med driftsdirektør fra Burgershack, Christoffer Noe Kjærholm.
I midten af maj slog franchisetager Farkhunda Wahazade sammen med sin mand dørene op for en ny burgerrestaurant i Vejle. The Burger Shack tog Vejle med storm, og allerede i den første uge solgte de 5.000 burgere. Siden da gik det ned ad bakke, og Burgershack i Vejle valgte derfor i dag at dreje nøglen om.
"Sagen er den, at vi har skrevet under på så hård en franchiseaftale, at vi ikke kunne få det til at løbe rundt. Det kostede os 650.000 at åbne butikken, og vi har kastet 70.000 kr. ind hver måned lige siden, for at det kunne løbe rundt", fortæller Farkhunda Wahazade, der troede alt var fryd og gammen efter åbningsugen.
"Da vi solgte 5.000 burgere den første uge, der var vi rigtig glade. Vi tænkte wow! Fantastisk firma vi er kommet ind i", lyder det fra franchisetageren.
Allerede 14 dage efter åbningen opdagede ægteparret dog, at det måske alligevel ikke var lige så godt, som forventet.
"14 dage efter vi åbnede, kunne vi godt se, at vi havde dummet os rigtig meget. Hvis vi tjente 150, så var der regninger for 180. Men vi håbede på, at det ville vende."
Skuffet over manglende markedsføring
Farkhunda Wahazade siger, at da de skrev under på franchisekontrakten, blev de lovet, at der ville komme lokal markedsføring. Den udeblev foruden et par Facebook-opslag her og der.
"Vi blev lovet masser af lokal markedsføring. Men der skete ikke noget som helst. Nu er der gået fem måneder, og vi har stadig ikke fået det. Vi må heller ikke lave det selv, fordi det ikke har den samme identitet," lyder det fra Farkhunda Wahazade, der uddyber:
"Det kan godt være, at det virker med Facebook-opslag i Aarhus, men det er altså ikke nok her i Vejle."
Burgershack: De har fået samme vilkår som alle andre
Hos Burgershack-koncernen er de kede at, at det ikke lykkedes med restauranten i Vejle, men de mener ikke, at de burde have gjort noget anderledes. Burgershack i Vejle har nemlig fået de samme vilkår, som alle de andre franchisetagere i Danmark.
"Vores andre franchisetagere har succes med at drive deres butikker, og det er med helt de samme vilkår, som de har haft i Vejle," lyder det fra Christoffer Noe Kjærholm, der er driftschef hos Burgershack.
Snakken omkring manglende markedsføring forstår Christoffer Noe Kjærholm heller ikke det store af. Han nævner at Vejle-restauranten faktisk har fået mere markedsføring end den burde.
"Der bliver afsat et beløb til markedsføring, som er omsætningsbaseret. Det er en solidarisk pulje, så dem, der omsætter mere, får lidt mindre - og omvendt. En restaurant som den i Vejle har kostet os penge at drive i markedsføring, så de har faktisk fået mere end dén markedsføring, den burde", siger Christoffer Noe Kjærholm der tilføjer:
"Vores andre butikker bruger selv penge på markedsføring."
Ny-åbning af Burgershack om få uger
Selvom det ikke blev en succes med Burgershack i Vejle i første omgang, så har koncernen ingen planer om at skrotte projektet. De er derfor snart klart med en ny franchisetager, og de åbner i de samme lokaler.
"Der har været mange interesserede franchisetagere, så vi har nogen at arbejde med, men vi skal finde den rigtige. Gerne en der er lokalkendt, og gerne selv vil stå i butikken," lyder det fra driftschefen, der også afslører, at der kommer til at ske ændringer i restauranten inden åbningen.
"Der skal laves lidt om, så tilføjer vi nogle ting, og så har vi også et par ideer til tilføjelser på menuen, og så er vi klar til at åbne op med et brag,"
Hvornår regner i med at åbne?
"Inden for et par uger", slutter Christoffer Noe Kjærholm.