Book biblioteksbussen til jeres arrangement

Hidtil har Vejles biblioteksbus holdt fast parkeret foran hovedbiblioteket i Vejle, når den ikke har været ude på vejene. Ikke længere. Nu kan bussen nemlig bookes til lokale arrangementer og events.

Biblioteksbussen ruller ud til dig og din institution, forening eller virksomhed, hvis I afholder lokale arrangementer eller kulturelle events.

Biblioteksbussen kører lige til døren, og det er naturligvis muligt at låne bøger, spil, tidsskrifter i bussen. Derudover tilbyder biblioteket også at lave emne-udstillinger og aktiviteter for børn og voksne. Det kan være quizzer, historier eller højtlæsning.

Kortere sommerferie

Ikke nok med det, så har biblioteket også valgt at forkorte biblioteksbussens sommerferie. I mange år har bussens sommerferie varet lige så længe som folkeskolernes, men i år holder biblioteksbussen kun sommerfri i juli. Derudover holder bussen sig fra vejene på helligdage, den 1. maj, den 5. juni, i uge 7 (vinterferien), uge 42 (efterårsferien) og mellem jul og nytår.

Resten af tiden kører Biblioteksbussen ud i hele kommunen fire dage om ugen: Fra mandag til torsdag om eftermiddagen og aftenen.

Når bussen ikke er ude på sin faste rute, kan biblioteksbussen bookes. Det vil altså sige fra mandag til torsdag om formiddagen og hele fredagen. I særlige tilfælde kan også bookes lørdag eller søndag.

Du kan læse mere om, hvordan du kan booke biblioteksbussen her.