Knap 30 minutters kørsel syd for Vejle ligger Danmarks klamydia-højborg. Det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.
Klamydia er en hæslig sygdom. Ubehandlet klamydia kan blandt andet medføre ufrivillig barnløshed og kroniske underlivssmerter hos kvinder. Heldigvis kan kønssygdommen let forebygges, hvis blot man husker at bruge kondom under sex. Det sætter Sundhedsstyrelsen for øjeblikket fokus på i en ny kampagne.
I den anledning har styrelsen udgivet en liste, hvor man kan se andelen af klamydia-positive i hver af de danske kommuner. Tallene afslører at Danmarks Klamydia-højborg ligger ganske nær Vejle.
I Kolding var der nemlig 31,6 tilfælde af klamydia blandt hver 1.000 unge i alderen fra 15-29. Med andre ord (og med fare for sygdomsgengangere) er det cirka 3% af Koldings unge, som sidste år har haft kønssygdommen helt inde på livet.
Derfor vil vi gerne her på redaktionen viderebringe Sundhedsstyrelsens opfordring om at bruge kondom. Især hvis man dyrker sex med en ny partner. Og især hvis man dyrker sex med en koldingenser.
Længere er der trods alt ikke mellem vores to byer til, at unge koldingensere kan ses i det vejlensiske natte- og datingliv og vice versa.
Vælg en fra Billund eller Middelfart
Hvordan står det så til i Vejle? Her afslører tallene, at der sidste år var 24,6 tilfælde per 1.000 unge. Det er en let stigning, hvis man sammenligner med de tidlige år. Umiddelbart er det også et tal, som er ganske tæt på landsgennemsnittet, og også tal som flugter med antallet af tilfælde i både Horsens og Fredericia.
Men hvem skal man så knalde med, hvis man vil være på den (mere) sikre side?
Sundhedsstyrelsens liste viser, at kommunen med de færrest tilfælde af klamydia er Brønderslev. Der er dog ganske langt derop, mere end 2 timer i bil, så vi formoder her på redaktionen, at det er de færreste vejlensere som dyrker sex med unge fra Brønderslev.
Heldigvis har vi også her i nærområdet to kommuner, hvor klamydiaen har langt mindre fat i de unge. I Billund var der sidste år 16,1 tilfælde per 1.000 unge. Cirka halvt så mange sygdomsramte som i Kolding.
Endnu bedre står det dog til lige på den anden side af Lillebælt. I Middelfart har de faktisk landets næstlaveste antal klamydia-tilfælde. Blot 14,1 tilfælde per 1.000 unge, det er altså kun godt og vel 1% af de unge i Middelfart, som har haft sygdommen. Og det tager jo faktisk ikke længere tid at komme fra Vejle til Middelfart, end det tager at komme til Kolding.
Så hvis man vil være på den sikre side, eller insisterer på ubeskyttet sex, kan det altså være, at man skal spejde mod Fyn for fremtiden.
Morten Denert har arbejdet på McDonalds i mere end ti år - men drømmer om at blive troldmand