Vild med dans kommer til Vejle, og de tager deres sjove dansemaskine med. Den 12. september kan du prøve dansemaskinen, og vinde billetter til liveoptagelserne af det populære danseprogram.
Er du stor fan af TV2-programmet Vild med dans, eller har du bare en danser gemt i kroppen, så er det nu, du skal komme ud af busken. Vild med dans sender nemlig deres dansemaskine af sted til tre danske byer, hvor Vejle er en af dem.
Onsdag den 12. september mellem klokken 15:00 og 19:00 har du mulighed for at møde danseparret Asta Björk og Esbern Syhler-Hansen fra Vild med dans, når de indtager Bryggen.
Vind billetter til Vild med dans live-programmerne
Dansemaskinen er forholdsvis simpel at gå til. Det minder meget om de klassiske dansespil, man kan spille på konsoller, hvor man skal danse foran sit TV. Man skal følge de trin, der bliver vist på skærmen, og så får man point alt efter hvor god man er.
I Vild med dans-dansemaskinen er det de mere traditionelle danse fra Vild med dans, som du kan prøve. Der er både en let udgave til begynderne, mens de mere erfarne kan prøve kræfter med den svære udgave.
Hvis du giver dig i kast med Vild med dans-dansemaskinen, vil du have mulighed for at vinde billetter til liveoptagelserne af TV-programmet samt et tremåneders abonnement til Tv2 Play.
Hvis du gerne vil øve lidt, før du giver den gas foran de professionelle dansere, så kan du få en forsmag på trinene inde på TV2's hjemmeside. Du kan følge dette link, hvis du vil lære mere om dansemaskinen.