Gik vikingerne ofte rundt i kvindetøj? Og døde Harald Blåtand virkelig af et pileskud i måsen? Disse spørgsmål og meget mere kan du få svar på, hvis du deltager i VejleMuseernes tusmørkerundvisning fredag d. 17. august.
Hvis du interesserer dig for de gamle vikinger, eller kunne du bare godt tænke dig at lære mere om vores nordiske søfarere, så giver VejleMuseerne dig muligheden.
Fredag d. 17. august afholdes der nemlig en stemningsfuld rundvisning, med fortællinger om gamle vikingemyter af Vejlemuseernes arkæologer. Arrangementet begynder kl 19:00 ved Ravningbroen, og det løber til kl. 21:00.
I dette tidsrum har du mulighed for at få besvaret en masse spørgsmål, og Vejlemuseerne lægger selv op til flere af dem i deres pressemeddelelse. Gik de mandlige nordiske guder tit i kvindetøj? Døde Harald Blåtand virkelig af et pileskud i rumpen, og hvem stjal Thors Hammer?
Ravningbroen blev bygget af Kong Harald Blåtand i år 980, og det var Danmarks længste bro på 760 meter, inden den gamle Lillebæltsbro blev bygget. Under rundvisningen vil der være mulighed for at nyde forfriskninger i form af småkager, kaffe, saftevand og fredagsslik, så der er god grund til at tage børnene med.
Ravningbroen kan findes på Ravningvej 25, 7182 i Bredsten, og det koster 80 kr. for voksne, mens en billet koster 40 kr. for børn. Du kan købe billetter og finde mere info her.