Vejle kommune hyrer vikarer til at puste balloner op

Lars Lottrup i sit klassiske ballonmands-dress var hyret til at styre ballonoppusteriet. Derudover havde Vejle kommune hyret fem vikarer ind til at bistå med opgaven.

Martin Creeds kunstinstallation 'Half the Air in af Given Space' pustes i dag op i Rådhussalen. Efter 45 minutter sammen med hertil ansatte ballonpustende vikarer og Ballonmanden Lars Lottrup måtte avisens udsendte medarbejder sande, at det ikke er nogen loppetjans at puste balloner op til et kustværk, der skal inkludere 6.000 balloner i rådhusets smukke omgivelser.

Kulturregion Trekantområdet præsenterer Martin Creeds kunstinstallation "Half the Air in a Given Space" tre steder i Trekantområdet. Kunstinstallationen er et rumligt værk, der har til formål at aktivere de besøgende og gøre kunsten til en kropslig oplevelse. I Vejle er det Rådhussalen, der fyldes op med balloner svarende til halvdelen af rummets kubikmeter.

Vi besøgte arbejdet med at fylde Rådhussalen med balloner, og det var ikke nogen let opgave. Lars Lottrup styrede med kyndig hånd de nyansatte ballonvikarer, der gik til opgaven med smil og grin. At binde balloner er hårdt for fingrene, hvilket resulterede i flere småskader i arbejdets første time. Alt imens Lars fra Ballonmand.dk forsøgte at fylde rummet op, prøvede et par af kommunens udsendte medarbejdere at koordinere de håndværkere, der pludseligt skulle hæve lamperne i rummet. Den lille håndværkerkrise betød, at alle ballonerne skulle flyttes og alt udstyret skulle omrokeres. Der var dog stadig lutter smil og glade vikarer, der nok var på en af deres livs mest mærkværdige opgaver. 

Det er meningen, at Creeds værk skal rumme en kombination af lethed og dybde. Installationen skal skabe plads til leg, humor og eftertanke, hvilket appellerer til både børn og voksne. 

Martin Creed er født i 1968 og har gennem sin karriere vundet stor international anerkendelse. I 2001 fik han overrakt den prestigefyldte Turner Prize. Det er Creeds første soloudstilling i Danmark.

Der var kortvarigt panik da første omgang balloner pludseligt skulle flyttes ud af lokalet for at give plads til et stillads. 

Åbningstider:
29. august 12:00 - 20:00
30. august 12:00 - 20:00
31. august 12:00 - 20:00
01. september 12:00 - 20:00
02. september 12:00 - 20:00

Udover i Rådhussalen kan Creeds værk opleves i det tidligere billetsalg på Fredericia Banegård og på Kolding Bibliotek, afdeling Kolding.