Eleverne på Vejle Tekniske Gymnasium kan klappe sig selv på skuldrene, de har nemlig Danmarks laveste fravær på de gymnasiale uddannelser. Det viser nye tal fra Undervisningsministeriet.
På de danske ungdomsuddannelser er fraværsprocenter et yderst omdiskuteret emne. Hos Syddansk Erhvervsskole der har Teknisk Gymnasium i Vejle, er der dog ikke problemer med at få eleverne ud af sengen. De har Danmarks laveste elevfravær. Det viser nye tal fra Undervisningsministeriet.
Meget lav fraværsprocent
Der er stor forskel på hvor høj en fraværsprocent der er på de forskellige skoler. Syddansk Erhvervsskole, der både har tekniske gymnasier i Vejle og Odense, er fraværsprocenten på kun 4,5 procent i gennemsnit sidste år. Det er en meget lav fraværsprocent i forhold til landsgennemsnittet der ligger på 9,5 procent.
Humøret gør forskellen
Direktøren for Syddansk Erhvervsskole, Lars Bregnehøj, er en stolt mand, og meget tilfreds med resultatet. Han fortæller, at skolen i de seneste årsmålinger oplever en meget høj elevtilfredshed.
”Når de studerende er glade for at gå i skole, så kommer de også i skole,” forklarer han til TV-Syd.
Det lave fravær kommer ifølge Lars Bregnehøj på grund af de engagerede lærere, som er meget opmærksomme på, hvordan deres studerende har det.
”Det har nok en betydning, at vi arbejder med meget projektorienteret –altså gruppearbejde. Og det forpligter, når man er en del af en gruppe,” forklarer han.
VUC har de højeste fraværsprocenter
Tallene fra Undervisningsministeriet viser desuden, at der er stor forskel på fraværsprocenterne på de forskellige ungdomsuddannelser. På omkring 15 procent af uddannelserne har eleverne i gennemsnit 15 procents fravær.
Det er især VUC-institutionerne der trækker de høje fraværsprocenter hjem. Her har 23 ud af 24 institutioner et gennemsnitligt fravær på mere end 15 procent.
Så det er noget af et spring fra de andre uddannelsesinstitutioner.