I den store lyse Utzonsal på byens kunstmuseum kan man i øjeblikket opleve særudstillingen ”Så’ der samling” med omkring 100 udvalgte værker. Søndag den 8. juli kan man komme på en guidet opdagelsesrejse bag udstillingen med museumsinspektør Pernille Rom Bruun.
Vejle Kunstmuseum står bag Floating Art, der gennem sommeren kan ses ude i Vejle Fjord, men selvom vejret indbyder til udendørs aktiviteter, byder museet naturligvis også på kunst og kulturformidling inden døre i egne rammer. Gennem sommerens ses særudstillingen ”Så’ der samling” med gamle kendinge og oversete perler fra magasinet samt tre nyerhvervede værker.
Vejle Kunstmuseums udstilling ”Så' der samling” er delt op i overordnede temaer, som skaber nye brudflader og overraskende sammensætninger på tværs af tradition og kronologi. I forbindelse med særudstillingen kan publikum af fire omgange stemme på, hvilket værk der skal pryde favoritvæggen i udstillingen en periode.
Publikum kan også aktivt være medskabere på kunstværket 'Rejse i mit kammer' af Anders Bonnesen. Værket består af 2.000 håndlavede togskinner af træ med indgraverede ord, som kan samles på mange måder. Det kan nævnes, at Anders Bonnesen er kunstneren bag det store krydsogtværs-fortov med mere end 11.000 bogstaver, der bliver lagt ved kunstmuseet langs Flegmade.
Kom med på rejsen
På opdagelsesrejsen rundt i samlingen med museets inspektør, Pernille Rom Bruun, søndag den vil 8. juli, vil lokale helte blive fremdraget. Man kommer tæt på kunsterne og får nærmest et indblik ind i privatsfæren.
Nogle værker inviterer med på udflugt i den mere eller mindre vilde natur. Andre værker kommenterer på alt fra vores abstrakte hverdag til vores trang til at begribe verden omkring os. Som nedslagspunkter på opdagelsesrejsen bag kulissen har Pernille Rom Bruun udvalgt et par værker, som hun specielt godt kan lide. Spørgsmålet er hvorfor, og om du er enig?
Samling om musikken
Under overskriften ”Så' der samling” afvikler Vejle Kunstmuseum også sommerkoncerter med klassisk musik hver torsdag i juli måned.
Sommerkoncerterne, der finansieres af Vejle Kommune, arrangeres af pianist og komponist Jonas Frederik, der har lavet et program med gode navne som Elisabeth Holmegaard Nielsen, Laif Møller Lauridsen, Lise Stolarczyk og Willy Stolarczyk. Jonas Frederik giver også prøver på sine evner som koncertpianist.
Det er populært at høre klassisk musik omgivet af visuel kunst, og alle billetter er allerede revet væk.