Nikolaj står bag De Jyske Smutmesterskaber – har udviklet miljøvenlige smutsten til formålet

Foto: De Jyske Smutmesterskaber

Nikolaj Schiøtz Winding står bag et helt specielt tilbagevendende event, som er for hele familien. Hvis du er en dygtig kaster eller bare vil have en sjov og anderledes oplevelse, så skal du måske forbi til De Jyske Smutmesterskaber.

Som barn brugte man mange timer på at forsøge at slå smut, og hvis man var heldig, kunne man måske få de flade sten til at slå et par stykker. Der skal lidt mere til, hvis man skal blive Jysk Smutmester, men eventen er for alle, og med den rette portion held, kan man måske blive den heldige vinder af æren og en masse fine præmier.

Startede smutmesterskaberne i 2011

Nikolaj er manden bag De Jyske Smutmesterskaber, der løber af stablen til Vejle Fjordfestival på søndag. Samtidig står han også bag Det Københavnske Smutmesterskab.

”Vi startede det i 2011 år. Det er noget jeg i sin tid startede sammen med en kunstnerkollega der hedder Mads. Men nu er Mads flyttet til Californien, og så laver jeg det alene,” forklarer Nikolaj.

Mangfoldighed og fælleskab

”Det handler om en begivenhed, der hylder fælleskab, mangfoldighed og inklusion, fordi at det er et stort ståhej for ingenting, forstået på den måde, at kerneaktiviteten er at kaste sten i vandet. Det er ikke svært, men det er sjovt, fordi det handler om, at kunne kaste dem så langsomt i vandet som overhovedet muligt, og alle kan være med. Børn og voksne, mænd og koner, og alle andre,” fortæller Nikolaj og fortsætter:

”Så det er det projektet går ud på, at tage noget meget uhøjtideligt, meget højtideligt. Der bliver lavet et Københavnsk Mesterskab om året og et jysk. Det er anden gang i Vejle.”

Vejle Kommune kontaktede Nikolaj i forbindelse med Vild med Vand, for at høre, om han ville komme og lave et smutmesterskab sidste år, og nu er han tilbage.

Omkring 100 deltagere

Der plejer at være omkring 100 deltagere til mesterskaberne, men det er et meget vejrfølsomt arrangement, og det afhænger af om det blæser eller regner. Hvis vejret arter sig nogenlunde, så kommer der mange.

Rekorden er sat i 2012 til et lille Christiania Mesterskab.

”Det var virkelig perfekt vejr. Der var fugtigt i vejret og helt vindstille. Vandet var så stille, at det lignede, at der var is på. Rekorden var meget, meget høj i forhold til hvad vi plejer, hvor den har ligget på 27-29. Den dag i 2012 der var rekorden 37 og det var der faktisk to der lavede 37,” fortæller Nikolaj.

Faktisk lavede Nikolaj selv en endnu højere rekord på 39 smut, men da han er arrangør, er han ikke selv med i selve konkurrencen.

”Jeg må ikke være med. Jeg er jo arrangør, men jeg har jo rekorden, og det så dem der fik 37 også, at jeg fik to mere end dem,” fortæller Nikolaj grinende.

Miljøvenlige smutsten

For at konkurrencen kan blive retfærdig, så laver Nikolaj helt ens sten, og efterhånden har han fået udviklet nogle sten, som er miljøvenlige – ja faktisk skulle de forbedre miljøet.

”Jeg har taget et nyt mørtelprodukt i brug. Jeg har altid haft en drøm om, at man kunne gøre det miljøvenligt. Eller gøre det til noget der hjalp på noget. Sådan at alt det her sjov og ballade også havde en gavnlig side – og nu har jeg fundet det. Jeg har fundet et produkt, som er cementfri mørtel,” fortæller Nikolaj.  

Stenene bliver liggende i vandet efter de er kastet. Derfor er det ekstra vigtigt, at det ikke er et skadeligt produkt.

”Stenene er kalkbaseret. Det er helt uskadeligt, men samtidigt er det gavnligt for en masse sure vandløb, hvor PH-værdien er for lav. Hvis man putter kalk ned i det, så er man med til at trække det i en basisk retning,” forklarer Nikolaj.

Det er har været en omkostningsfuld proces, at komme frem til dette produkt. Men hvis kalkstenenes viser sig at være gode, så er Nikolaj tilfreds.

Lækre præmiere på spil

Det er lidt forskelligt, hvad der er i præmiepuljen, og det kommer an på hvad der kommer af sponsorater, men for det meste er der gavekort til forskellige caféer, butikker og restauranter i lokalområdet. Der ud over har Nikolaj fået lavet en fin medaljesmutsten. Så der er god grund til at deltage, så man både kan få æren som smutmester og de lækre præmier.

Du kan deltage søndag den 25. August fra 11.00-16.00 på Havneøen ved Fjordenhus. Du kan læse mere her og læse om eventen på Facebook her. 

Læs også

Vejle Comedy Festival nærmer sig: Arrangørerne venter spændt på vejlensernes reaktion