SVHK Stars var sidste uge nomineret til Parasportens Foreningspris. Vi har taget en snak med Lena Lassen Thomsen der står bag det hele, og har startet et parahåndboldhold.
Sport skal være for alle, og i år er det Parasportens år i Vejle. Hos Vejle24 har vi interviewet Lena, der har startet et håndboldhold hvor der er plads til alle.
Startede ved en tilfældighed
Det hele startede lidt tilfældigt med at Lena Lassen Thomsens søn spillede håndbold i SVHK i den forbindelse blev hun selv bidt af sporten. Lenas datter, Cecilie, havde altid siddet på sidelinjen og var blevet meget interesseret i at komme til at spille, men der var ikke rigtig en klub for hende, da hun har Downs Syndrom.
”På det tidspunkt dukker det op i medierne, at den tidligere landsholdspiller, Rikke Nielsen, havde startet parahåndbold op i Aalborg, så tænkte jeg, at der kommer nok noget, så Cecilie kan være med der, men jeg havde ikke lige overvejet på det tidspunkt, at jeg selv skulle starte noget op,” fortæller Lena.
Lena starter det hele
Snakken går dog, og gennem de sociale medier finder Lena ud af, at der er et behov. Lena tager fat i sin og sønnens klub SVHK, og spørger, om det ikke var noget de også skulle have. Der var bred opbakning fra klubbens side, og i slutningen af 2017 stod det klart, at de ville starte op i januar 2018. Holdet kom til at hedde SVHK Stars.
”Vi havde lige Rikke Nielsen nede for at fortælle lidt om, hvordan de gjorde i Aalborg, og det var egentlig meningen, at jeg bare skulle hjælpe lidt til, men nu er jeg sådan set blevet træner i stedet for,” fortæller Lena.
Lige nu er der 15 børn i klubben, nogle af dem var meget små, så de er faldet fra. Men alderen er spredt fra 6 år til 18 år, og snart starter der en pige på 28.
”Jeg går ikke så højt op i alderen – bare de vil spille håndbold. Vi træner hver lørdag. Og alle kan være med. Vi er ligeglade med diagnoser, og handleplaner. Hvis du mangler en arm, så skal du også lave armbøjninger. Træningen er lige for alle,” fortæller Lena.
Går ikke op i regler – men forsøger at lære børnene dem
Hos SVHK går de ikke så meget op i de strikse regler der er i håndbold. De forsøger at øve, at man kun må tage tre skridt, men kommer de til at tage flere, gør det ikke så meget. Det vigtige er nemlig oplevelsen og det at være en del af et fællesskab.
”De her børn de udvikler sig med lynets hast. Det er helt vandvittigt så dygtige de bliver på kort tid. Og det var noget der overraskede mig, da vi startede. De var meget nervøse, men da de skulle spille deres første kamp, gjorde de bare alt rigtigt. De er bare super seje,” fortæller Lena.
Hos SVHK Star går de heller ikke op i diagnoser, så det er ligegyldigt, hvilken man har, man er velkommen. I klubben er der mange med Downs Syndrom, Autisme og ADHD, men kommer der en i kørestol vil personen også sagtens kunne være med.
Styrker det sociale
Det giver rigtig meget socialt at børnene spiller håndbold i en normal lokal klub. Det giver også forældrene noget.
”Børnene bliver dygtigere og gladere børn,” fortæller Lena.
At forældrene også får noget ud af, at deres børn går til håndbold, kan Lena dokumentere, med alle de fine tilkendegivelser, hun får fra forældrene.
”Jeg har for nyligt haft en dreng der startede, hvor hans mor sagde, at jeg ikke skulle forvente at han gik med, for det plejede han ikke. Men han var med i 1,5 time. Og dagen efter havde han helt selv begyndt at støvsuge huset,” forklarer Lena.
Moren var så glad for den måde håndbold påvirkede sønnen på, at hun sagde, at hvis det var det, som det gjorde ved ham, så ville de fortsætte. Så de kører i dag helt fra Middelfart for at være med.
Nomineringen har stor betydning for fremtiden
Det er klart at for et lille nyt parahold, så får det stor betydning at blive nomineret til en sportspris.
”Det er klart, at det er rart at blive lagt mærke til i samfundet. Det var rigtig fedt at ungerne er blevet opdaget. De er jo super dygtige, og man skal ikke tage fejl af, at de kan lige så meget, som alle andre,” siger Lena.
SVHK Stars nomineringfilm. Lavet af SKARPT Media
Danmarks lykkeligste liga
SVHK Stars spiller i Lykkeliga eller Danmarks lykkeligste liga som den også kaldes. Lykkeliga er startet af Rikke Nielsen. Der kan man spille mod andre hold og der bliver også holdt en cup i Aalborg, hvor der bliver samlet 40 hold fra hele Danmark, hvor der bliver næsten 600 børn med udviklingshandicap.
På lørdag har SVHK det årlige arrangement Show Off, hvor alle hold spiller en show-kamp. SVHK Stars har inviteret et hold fra Langeskov. For at familierne kan se hvor gode børnene er blevet. Her er alle velkomne til at komme og se hvor dygtige børnene er blevet. Show Off starter 11.45 i Søndermarkshallen.
Du kan følge SVHK Stars på Facebook lige her.