Der er mulighed for at lave et rigtigt bogkup, når Vejle Bibliotek afholder et stort bogsalg af deres kasserede bøger fra den 6. til den 16. september.
Er du glad for at læse, eller har du bare øjne for at lave en rigtig god handel, så er det i september måned, at du skal slå til. Vejle Bibliotek afholder nemlig et stort bogmarked, hvor de sælger ud af alle deres kasserede bøger.
I løbet af sommeren har ansatte på Vejle Bibliotek sorteret i bøgerne, så der er plads til nyt indhold.
"Hvert eneste dag får vi nye materialer ind på bibliotekerne. Det betyder, at en del af bibliotekernes opgave er hele tiden at sikre, at det vi har på hylderne er aktuelt, og noget vores lånere gerne vil have med hjem", fortæller bibliotekschef Mette Høxbro.
De fleste af de bøger der bliver fjernet fra hylderne, har du mulighed for at få hjem til dig. Den 6. september til og med den 16. september, afholder Vejle Bibliotek nemlig et stort bogmarked, og bøgerne sælges til en spotpris.
Priserne på de forskellige ting der sættes til salg, er allerede ude, så du kan forberede dig på, hvor meget du skal købe.
Du kan få en bog, en lydbog eller en CD til børn og voksne for 10 kr. eller du kan vælge at købe 15 bøger for 100 kr. og dermed spare 50 kr. Tidsskrifter kan købes for 2 kr. stykket, eller du kan købe seks for en tier. Bogsalget finder sted på alle fem biblioteker i kommunen.