Mandag fortæller hans management i en pressemeddelelse, at den danske popstjerne Hugo Helmig aflyser alle sine koncerter i 2019. Derfor dukker han heller ikke op på Jelling Musikfestival, hvor han skulle have spillet lørdag.
Aflysningerne sker i kølvandet på, at Hugo Helmig den seneste tid har været i behandling for et kokainmisbrug.
'Jeg har fået en personlig indsigt i løbet de sidste par måneder, som jeg bliver nødt til at tage alvorligt, også selvom det har mange omkostninger. Det beklager jeg meget overfor både publikum og arrangører, og jeg kan kun håbe på deres forståelse for beslutningen. Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at stå oppe på de store scener denne sommer – men jeg bliver simpelthen nødt til at fortsætte det arbejde med mig selv, som jeg har sat i gang', siger Hugo Helmig i pressemeddelelsen.
Hugo Helmigs manager, Jakob Sørensen, udtaler sig ligeledes om den unge sangers beslutning:
'Det har været et utroligt hårdt år for Hugo personligt, men han gennemførte sine forårskoncerter på trods af en stor personlig nedtur og et enormt medietryk oveni. Nu har vi sammen med Hugo vurderet, at resten af året skal investeres det personlige arbejde, der er sat i værk, og som det ikke vil være sundt at afbryde med en ny række koncerter', lyder det i pressemeddelelsen.
Udover Jelling Festival så er der tale om 12 koncerter i Danmark og ni i Tyskland, som nu aflyses.
'Der er ikke nogen tvivl om, at det her er den sværeste beslutning, Hugo har truffet i sin karriere. Han har det lidt som en skadet fodboldspiller på vej til en stor slutrunde: Han havde håbet på at blive klar til at spille – men det er han altså ikke blevet. Det er den realitet, vi nu tager konsekvensen af', lyder det fra Jakob Sørensen i pressemeddelelsen.