Fut Fut! Spinderihallerne fyldes med tog i efterårsferien

De to modeljernbaneklubber N ModulVest og TogcafeN fylder hallen foran Kulturmuseet med deres store modeljernbaner. Foto: Ole Nielsen / TogcafeN

I efterårsferien sætter Spinderihallerne fuld damp på markeringen af jernbanens komme til Vejle. Man kan både køre med modeltog, få en rundtur i et minitog rundt i byen - eller tage en tur til Jelling med damptog.

Tog kan fascinere både børn og voksne, og i Spinderihallerne i efterårsferien, er der masser at blive fascineret af for både store og små.

I Passagen (den store hal mellem kulturmuseet og caféen) kører to modeljernbaneklubber med deres store flotte modelbaner. Klubberne står klar til at vise frem og fortælle, og børn og barnlige sjæle kan også få lov at køre en tur selv.

Har man ikke nok i en køretur med de små modeller, bliver der også mulighed for at få en rundtur i byen med et minitog, der alle fire dage kører fra Spinderihallernes Hovedbanegård. 

I Spinderihallernes café bliver der pyntet op med stationsskilte og alverdens andet DSB-merchandise, og der bliver vist en film fra en togtur rundt i landet, og her er salgsvognen ikke blevet afskaffet. En original IC3-salgsvogn betjent af caféen personale iklædt originale DSB-kasketter kører nemlig rundt og sælger røde pølser med brød.

Se Vejle Banegård som den så ud for 150 år siden

Inde på Kulturmuseet kan man se Vejle Omegns Modeljernbaneklubs spritnye model af Vejle Banegård anno 1868. Siden årsskiftet har klubbens medlemmer nærstuderet originale tegninger og fotografier, og rekonstrueret banegården i miniatureformat, som den så ud, da det første tog rullede ind på perronen for 150 år siden.

150 års-jubilæet er også omdrejningspunkt når forfatter og journalist Martin Wilde gæster Kulturmuseet Spinderihallerne med foredraget ”Længdebanen, der skabte det moderne Jylland” tirsdag den 9. oktober fra klokken 19 til 21.

Tog-amok i Spinderihallerne finder sted fra den lørdag den 13. oktober til tirsdag den 16. oktober. Der er åbent alle dage fra 10 til 16. Du kan finde mere information om arrangementerne her.

Ud at køre med damptog

Foretrækker man tog i fuld størrelse, er der også mulighed for køre med damptog i forbindelse med jubilæet.

Tirsdag og onsdag, den 16. og 17. oktober kører Sydjyllands Veterantog mellem Vejle og Jelling. Strækningen er blandt de stejleste, og smukkeste, i landet.

Passer det ikke ind i kalenderen i efterårsferien, kan man også hoppe ombord på toget lørdag den 6. oktober, når Historisk Samfund for Sydøstjylland  kører damptog mellem Kolding og Horsens, med stop i Fredericia, Vejle og Børkop undervejs.

Læs også

Nyfunden guldskat skal udstilles på Kulturmuseet Spinderihallerne