En legende vender hjem til Alt-om-vinyl-dag

Jørgen "Drejeskive" Andersen, som i mange år var med til at præge, hvilken musik der blev spillet i de vejlensiske hjem.

Den 6. oktober skrues tiden for en stund tilbage, når der igen skal sælges plader i Rådhuspassagen i Vejle.

For en kort bemærkning vender navnkundige Jørgen “Drejeskive” Andersen den 6. oktober tilbage til de lokaler, hvor han engang selv drev butik. I 25 år solgte han plader fra butikkerne Gettermann og Drejeskiven. Blandt andet i de lokaler i Rådhuspassagen, hvor Byens Forlag nu holder til.

Den 6. oktober afholder Byens Forlag Alt-om-vinyldag, hvor LP’en og de lokale musikhistorier hyldes, og hvor man igen kan købe sine vinyler i Rådhuspassagen ligesom i de gode gamle dage. I den forbindelse er Jørgen ”Drejeskive” Andersen tilbage i biksen, og vejlensiske pladeentuiaster inviteres en tur down memory lane.

“Jeg er meget beæret over, at så mange har haft gode oplevelser i butikken og stadig mindes det med glæde. Gettermann lukkede i 1998 og Drejeskiven efterfølgende i 2000. Mange kunder og personale har jeg ikke set siden, og jeg glæder mig derfor meget til et gensyn,” siger en forventningsfuld Jørgen “Drejeskive” Andersen.

Gettermann i Rådhuspassagen anno 1994.

Stande og foredrag

På selve dagen vil Jørgen ”Drejeskive” Andersen sammen med Søren Genefke, som har skrevet bestselleren Alt om vinyl guide nysgerrige og pladeentuiaster gennem LP’ens forunderlige verden.

I selve Rådhuspassagen vil der på dagen være stande, hvorfra man kan købe og sælge sine plader. Men der skal ikke bare handles.

Indenfor hos Byens Forlag vil Søren Genefke dykke ned i vinylpladens historie, og Gaffa-journalisterne Espen Strunk og Ole Rosenstand Svidt er også på programmet. De står bag henholdsvis en bog om Nick Cave og en satirisk krimi om den danske musikbranche.

Hele arrangementet er gratis og foregår i Rådhuspassagen den 6. oktober fra klokken 11 til 16.